Danskerne går til folkeafstemning om retsforbehold i dag

I dag går danskerne til folkeafstemning om det danske EU-retsforbehold.
Foto © : Simon Uldum
03. december 2015 05:49

En afstemning, der med et ‘ja’ skal omdanne Danmarks forbehold til en såkaldt tilvalgsordning, der giver Folketinget mulighed for at vælge, hvilke områder inden for retslovgivningen, Danmark skal overgive til EU.

Trods adskillige ugers valgkamp viser de seneste meningsmålinger næsten dødt løb mellem ja og nej-siden. En meningsmåling, som Megafon har lavet for TV2 viser her til morgen på valgdagen, at 39% vil stemme ja, mens knap 42 % forventer at stemme nej.

Imens er mere end 17 % af vælgerne stadig i tvivl.

LÆS OGSÅ EU lovgiver for Danmark - Danmark for Rigsfællesskabet

Det forventes også, at en større andel af vælgerne end normalt ved danske folkeafstemninger enten stemmer blankt eller helt undlader at stemme
Det er et flertal i Folketinget bestående af Venstre, De Konservative, Socialdemokraterne, SF og Alternativet, der anbefaler et ja, mens Dansk Folkeparti, Liberal Alliance og Enhedslisten kæmper for et nej til tilvalgsordningen.

Afstemningen får ikke indflydelse på Grønland eller Færøerne, som bekendt står uden for EU.

Stemmer danskerne ja i dag, kommer Folketinget fortsat til at lave separate love for Grønland og Færøerne på de retsområder, som Danmark selv overgiver til politikerne i Bruxelles, har Indenrigsministeriet tidligere oplyst.

Valgstederne lukker kl. 20 dansk tid. Det forventes, at resultatet er klart før midnat dansk tid.