Dansk iver for grønlandske råstoffer

En række partier i Folketinget vil nu have etableret et nyt statsligt selskab, der skal sættes ind i spillet om retten til at udvinde råstofferne i den grønlandske undergrund. Det skriver dagbladet Politiken.
21. januar 2013 06:39

Initiativet kommer fra Dansk Folkepartis formand Kristian Thulesen Dahl, der foreslår, at et statsligt selskab sammen med danske pensionskasser og store virksomheder skal være med i jagten på råstofferne her i landet.

- Den eneste vej frem er, at staten tager et aktivt medansvar for udviklingen, så vi også får danske kapitalinteresser i spil i Grønland. Det er fuldstændigt afgørende, understreger han overfor Politiken. Men han påpeger samtidig, at det skal ske i samspil med Grønland.

Venstre, De Konservative og Enhedslisten tager godt imod forslaget fra Dansk Folkeparti. Og der tegner sig dermed et flertal uden om regeringen.

Enhedslisten og Dansk Folkeparti har hidtil afvist, at stemme for de ændringer af udlændingelovgivningen, der er en nødvendighed for at sikre adgangen af billig udenlandsk arbejdskraft i henhold til Selvstyrets Storskalov på råstofområdet. De to partier mener, at storskalaloven vil føre til løndumping. Også Venstre og De Konservative er skeptiske overfor Storskalaloven og har foreslået en time-out i spørgsmålet.

Men regeringen har hidtil stået fast på, at det er Selvstyrets egen afgørelse og har erklæret sig villig til at gennemføre de nødvendige ændringer i udlændingeloven.

Kun partiet Liberal Alliance har hidtil forholdt sig tavs i sagen. Men nu siger partiets Grønlandsordfører, Villum Christiansen, at det er Grønland selv, der skal pege på, hvilke selskaber, der skal stå for minedriften.

- Det skal vi holde nallerne fra. Det er ikke noget, staten skal skubbe i gang. Jeg har fuld tillid til, at grønlænderne selv kan håndtere de her ting, siger han i dag til 'Ritzaus Bureau.