Dansk-grønlandsk uenighed om hvaler

To forslag kan ifølge Danmarks hvalkommissær skabe ballade på årsmødet i Den Internationale Hvalfangstkommission, IWC, som finder sted i denne uge på den engelske kanalø Jersey.
11. juli 2011 06:37

Dels ønsker Brasilien af et hvalreservat oprettet i det sydlige Atlanterhav, dels anmoder Japan om, at fire små japanske kystsamfund skal have lov at fange 200-250 vågehvaler om året.

Det er ifølge hvalkommissær Ole Samsing de to emner, som vil kunne få sindene i kog under IWC-mødet, der ellers tegner til at blive mere fredeligt end tidligere års, mener han.

- De foregående to-tre møder har været dramatiske, fordi Danmark dengang kæmpede for en kvote på pukkelhvaler til Grønland, og faktisk endte med at få accept på en kvote på ni pukkelhvaler, siger Ole Samsing.

Den danske regering har i årevis forsøgt at holde en vanskelig balancegang i IWC mellem dels hensynet til hvalfangsten i Grønland, dels holdningen i resten af EU, hvor stemningen udpræget er imod hvalfangst.

Brasiliens forslag om at oprette et hvalreservat i det sydlige Atlanterhav, vil Danmark dog stemme for, også selvom både Grønland og Færøerne er imod,  siger Ole Samsing.

- Det medførte lidt røre, da sagen var oppe i Folketinget i 2008, for Grønland og Færøerne syntes, det var en dårlig idé. Og det synes de stadigvæk, erkender hvalkommissæren ifølge Ritzau.