Nuugaatsiaq: Dansk fond donerer udstyr til fritidsfangere for en million kroner

Fire familier har fået erstattet det udstyr de mistede, da flodbølgen ramte Nuugaatsiaq i juni i år.
Arkiv: KrogagerFonden har blandt andet doneret nye joller Foto © : POCA
Skrevet af Kenneth Elkjær
21. december 2017 14:00

Fire fritidsfangere fik torsdag i sidste uge overrakt både, joller og fangst- og fiskeriudstyr fra KrogagerFonden, der har fået hjælp af Pisiffik.

Fonden har valgt at støtte fritidsfangere, fordi de ikke har fået erstattet deres tabte udstyr efter katastrofen. Det fortæller formand for KrogagerFonden, Rune Knude

- Vi har før hjulpet med nød- og katastrofehjælp i udlandet, men det har været særligt presserende for os at kunne hjælpe nødstedte mennesker, der er en del af vores Rigsfællesskab, siger han i en pressemeddelelse udsendt af Pisiffik.

KrogagerFonden har samarbejdet med flere virksomheder i Grønland. Royal Arctic Line har sponsoreret fragten fra Aalborg til Uummannaq, Sirius har leveret udstyr på særlige betingelser og Pisiffik har doneret gratis arbejde i forhold til koordinering. 

Fonden er stiftet af Eilif Krogager, som var manden bag Tjæreborg Rejser i 1950.