Cuba frygter store ødelæggelser

Orkanen Irma pustede sig op og blev en kategori 5 storm, da den natten til lørdag rasede hen over Cuba. Men ud på morgenen havde den dæmpet sig en smule og blev til en kategori 4 storm på sin vej mod Florida.
Foto © : NASA/NOAA/UWM/CIMSS/William Straka III
Skrevet af Ritzau
09. september 2017 12:56
Versionist Bikki P. Kleist

Den fejede dog stadig hen over det centrale Cuba med vindstød op til 249 kilometer i timen, oplyser det amerikanske orkancenter.

Myndighederne i Cuba frygter, at Irma vil forårsage enorme ødelæggelser langs de nordlige kystregioner.

LÆS OGSÅ Masseflugt fra Irma udløser trafikhelvede

Irma ramte ved 1-tiden natten til lørdag grønlandsk tid Camagüey i det centrale Cuba med vindstød på op mod 260 kilometer i timen, oplyser USA's orkancenter.

Omkring en million mennesker har forladt deres huse og overnatter hos familiemedlemmer eller på herberger i mere sikre områder.

LÆS OGSÅ Irma efterlader 900.000 uden strøm i Puerto Rico

Irma ventes at forårsage oversvømmelser på op til tre meter i dele af Cuba, inden den søndag morgen sætter kursen mod Florida.

/ritzau/Reuters