Coronavirus og priskrig sender olieprisen i frit fald

Coronavirusset og en strid mellem de store olielande sender olieprisen ned med over 20 procent.
Her i Grønland vil de faldende oliepriser dog ikke kunne mærkes foreløbig, da olie her i landet indkøbes for længere perioder af gangen, oplyser energidirektør i Polaroil, Githa Brask Olsen, fredag til KNR.
Skrevet af Ritzau
09. marts 2020 11:30

Olieprisen er i frit fald natten til mandag, da en konflikt mellem verdens oliegiganter er brudt ud samtidig med spredningen af coronavirusset.

Der er flere forhold, som presser prisen på olie, skriver Bloomberg News.

Coronavirusset har sænket efterspørgsel på brændstof - blandt andet fordi der bliver fløjet mindre.

Samtidig brød forhandlinger mellem Rusland og oliekartellet Opec sammen i fredags.

På bordet var en aftale om at skære i produktionen med henblik på at få prisen op, men det ville Rusland ikke gå med til.

Ingen umiddelbar effekt i Grønland

I weekenden har Saudi-Arabien, der er blandt verdens største olieproducenter, så sat sine officielle oliepriser markant ned.

Da markedet åbnede i Asien i dag, faldt priserne i de første sekunders handel mere end 31 procent.

Det er det største fald på én dag siden Golfkrigen i 1991, skriver Bloomberg News.

Her i Grønland vil de faldende oliepriser dog ikke kunne mærkes foreløbig, da olie her i landet indkøbes for længere perioder af gangen, oplyser energidirektør i Polaroil, Githa Brask Olsen, fredag til KNR.