Coronasmitten er en stor trussel mod små samfund i Arktis

Inuit Circumpolar Councils formand Dalee Sambo Dorough advarer nu mod den helbredsmæssige risiko coronavirus kan medføre blandt inuitbefolkningerne i Arktis.
ICC´s internationale formand Dalee Sambo Dorough frygter konsekvenserne, hvis coronavirus ramme de fjerntliggende beboelser i Arktis. Foto © : ICC Canada/Tusaayaksat
Skrevet af Karsten Sommer
13. marts 2020 06:54

- I takt med at coronavirussen breder sig mere og mere, er ICC bekymret for de befolkninger, der bor i det yderste Arktis, hvor smitten kan give større risiko for at gøre en syg, skriver ICC´s internationale formand.

Det er især den mangelfulde infrastruktur i yderdistrikterne, der bekymrer, skriver Dalee Sambo Dorough.

Den utilstrækkelige infrastruktur, kombineret med få læger, vil skabe problemer, hvis coronasmitten kommer til disse områder, og det bekymrer inuitlederne. Den nuværende situation understreger behovet for at infrastrukturen i store dele af Arktis fremover forbedres, lyder det fra ICC-formanden.

LÆS OGSÅ GIF om AWG-aflysning: Ærgerligt men forståeligt

I samme anledning har medarbejderne i ICC Grønland besluttet, at al rejseaktivitet midlertidigt stopper.

- Alle møder i FN, hvad angår oprindelige folk er udsat. Og det samme gælder for Arktisk Råds møde i Island i denne måned, siger ICC Grønlands præsident Hjalmar Dahl.