Årets resultat for Hotel Arctic i Ilulissat dykkede med 15,2 millioner kroner. Foto: KNR/ Christine Hyldal

Coronakrisen sender Hotel Arctic i millionminus

Det store hotel blev hårdt ramt af coronakrisen sidste år, men ser fremgang i år og forstærker bestyrelsen med markante skikkelser.

Hotel Arctic gik fra et af de bedste resultater i flere år i 2019 til et af de værste i 2020.

Det viser hotellets årsregnskab for sidste år.

Årets resultat dykkede med 15,2 millioner kroner fra 2019 til 2020 og endte på minus 9,2 millioner kroner.

Som mange andre virksomheder herhjemme, der er afhængig af turister, skyldtes det store fald coronakrisen.

I selskabets årsregnskab skriver ledelsen med direktør Morten Bjarne Nielsen i spidsen.

- Forventningen til resultatet for 2020 er langt fra indfriet. Grunden hertil er den pludselige opståede pandemi Covid-19, som udløste  et væld af aflysninger af kurser og konferencer samt en stribe annulleringer af værelser fra både private og turister.

Samtidig faldt Hotel Arctics omsætning med 57 procent i perioden og endte på 28,5 millioner kroner.

Satser på bedre 2021

Hotellet har holdt åben under hele pandemien og har samtidig startet en renovering.

Samtidig kan man se, at der har været lukket ned en stor del af året for turister fra resten af verden. 48 procent af hotellets værelseskapacitet blev udnyttet, og 54 procent af gæsterne var fra Grønland, mens 39 procent kom fra Danmark og kun syv procent fra andre lande.

Hotellet ser dog lysere på i år end sidste år, skriver ledelsen.

- I 2021 forventer vi en omsætning højere end i 2020. Dog forventer vi ikke at nå niveauet som i 2019 på grund af eftervirkningerne fra Covid-19. I Ilulissat sker der også en skærpelse på konkurrencesituationen på hotelområdet, står der i regnskabet.

Eksempelvis åbner det helt nye og store luksushotel Hotel Ilullissat snart.

Henter markante herrer til bestyrelsen

Derudover har Hotel Arctic hentet stærke kræfter ind til bestyrelsen fra Danmark og Færøerne i form af ejer og stifter af det danske bryggeri Mikkeller, Mikkel Borg Bjergsø, og Johannes Jensen, der er medejer og direktør for Hotel Føroyar.

Det glæder bestyrelsesformanden for Hotel Arctic Ilulissat, Jacob Nitter Sørensen.

- Vi har allerede haft samarbejde med Mikkeller omkring unikke øl til hotellet, derudover tilføjer Mikkel og Johannes’ fælles erfaringer indenfor gourmet på Michelin niveau – blandt andet fra Koks på Færøerne. Det er kompetencer, der er brug for, når vores hotel skal løftes til det næste niveau hen imod åbningen af de nye lufthavne, siger han i en pressemeddelelse.

Kommentarer



Giv os et tip

Send en SMS til 1717

Skriv Unnia og derefter dit tip og send sms'en til 1717.
(du kan også skrive Tip i stedet for Unnia)

Giv os dit tip på knr.gl/1717

Eller send en email 1717@knr.gl

KNR TV: TekstTV

Tjek information her:

TTV s 113 Dagligt opdaterede nyheder

TTV s 400 Flyinformation ankomst/afgang

TTV s 350 TV oversigt

TTV s 610 Radio oversigt