Coronakrisen: Royal Greenland opretter stor finansiel stødpude for at sikre selskabet

Landets i særklasse største selskab oprettede i marts en ekstra finansiel buffer, der skal sikre selskabets overlevelse, hvis coronakrisen udvikler sig i den værst tænkelige retning. Kom med ind i maskinrummet i de dramatiske dage.
Royal Greenland har haft rigeligt med udfordringer pga. coronakrisen. Det viste det seneste halvårsregnskab. Der har dog også været positive konsekvenser med en hurtigere arbejdsgang og mere kreativ tænkning, lyder det fra Mikael Thinghuus. Foto © : Royal Greenland
Skrevet af Mathies Hvid Toft
28. september 2020 05:45

Som en snebold ned af en bjergskråning rullede coronakrisen først som en mindre kugle i Kina for pludselig at rive hele verden med sig i et fald af lavineagtige proportioner i starten af marts.

Pludselig lukkede verden ned for at stoppe spredningen af virusset, og det betød, at der skulle tages nogle vigtige og hurtige beslutninger i Royal Greenland.

Det fortæller koncernens direktør i snart 10 år, Mikael Thinghuus. Selv kan han ikke komme på en mere usikker tid i hele hans levetid.

Dundrende underskud på halvårsregnskab

Sidste år havde Royal Greenland 141 millioner kroner i overskud på regnskabet for det første halve år.

I år er der et dundrende minus på 39 millioner kroner efter det første halve år. 

Omsætningen er i perioden faldet med 9 procent i forhold til samme periode sidste år. Det svarer til et fald på 15 millioner kroner.

Det vigtigste for os har hele tiden været at beskytte likviditeten og sørge for, at selv i en meget slem situation, ville vi være i stand til at holde skindet på næsen. Jeg tror, at vi indimellem glemmer, hvor slem verden egenligt så ud i marts, siger han.

Frygtede totalt salgsstop

Dengang vidste man ikke, at verden ville opnå en vis kontrol med smittespredningen.

Det var en reel frygt, at besætningsmedlemmer på Mærsk og Royal Arctic Line ville blive syge, så koncernen ikke kunne transportere og sælge sine produkter, eller at koncernens største enkeltmarkeder som Kina, USA og Canada lukkede ned.

- I min livstid har der ikke nogensinde før været så stor usikkerhed. På daværende tidspunkt virkede det som en nødvendighed at sige, at vi skal beskytte vores likviditet. Vi skal sørge for at have en kassebeholdning til at stå igennem næsten uanset, hvad der sker, fortæller han.

LÆS OGSÅ Direktør forventer plus for Royal Greenland trods stort milliontab

Helt konkret forhandlede ledelsen i Royal Greenland med sine banker om en mulighed for et ekstra kapitalberedskab på 750 millioner kroner. Et markant beløb, når man tager koncernens seneste omsætning på 5,3 milliarder kroner i betragtning.

Muligheden kan forsimplet forklares som en mulighed for at trække 750 millioner kroner over, hvis det var en almindelig bankkonto.

Mikael Thinghuus vil ikke oplyse, hvor meget muligheden koster selskabet, men han mener, at de får det til en fordelagtig pris.

f selskabets halvårsrapport for 2020 kan man se, at den samlede rentebærende gæld er steget med 276 millioner kroner til 2,3 milliarder kroner.

Fortættet atmosfære i kontrolrummet

Ifølge Mikael Thinghuus var det en intens periode at sidde med lederansvaret, da krisens omfang begyndte at stå klar for ledelsen og resten af verden.

- Jeg tror ikke, at der var nogen, som sov særlig godt, fordi der netop var så stor usikkerhed, siger han, men beskriver samtidig perioden som præget af en stor beslutsomhed.

- Vi har lært, at i stedet for at lave meget præcise budgetter med x antal tons til x pris i et bestemt marked,agér hurtigere. At lade være med at bruge særlig meget tid på at diskutere med hinanden, men acceptere, at produktionsfolkene er bedst til det, salgsfolkene er bedst til salg og så videre. Og så sætte meget hyppige møder op, siger han.

”Vi fastholder beredskabet”

Siden marts har Royal Greenland haft to ugentlige direktionsmøder og et ugentligt salgschefmøde for hele tiden at være på samme bølgelængde og i øjenhøjde med den aktuelle udvikling i verden.

Ifølge Mikael Thinghuus kan det meget vel fortsætte sådan i et godt stykke tid endnu.

LÆS OGSÅ Coronakrisen sender Royal Greenland ud i tocifret millionunderskud

I Royal Greenland arbejder man ud fra en fremtid præget af Covid-19-pandemien, også i de kommende år.

- Jeg tror, at vi kommer til at leve med Covid-19 i et par år mere. I den periode kommer vi stensikkert til at have et ekstra finansielt beredskab, siger han og uddyber:

- Hvis situationen bliver slem nok, så falder selv de største, men vi skal i hvert fald være blandt de sidste, som falder i vores branche. Det er helt sikkert.

Som bekendt er det gået ikke så slemt, som man frygtede i det tidlige forår, og Royal Greenland har ikke brugt en eneste krone fra beredskabet.