Containerskib fra Mærsk skyder genvej gennem nordøstpassagen

Et containerskib fra Mærsk har skrevet søfartshistorie ved at være det første af sin slags til at gå nord om Rusland via nordøstpassagen på sin rejse fra Asien til Europa. Det skriver DR.dk.
Skrevet af Thomas Munk Veirum
17. september 2018 13:59

Et containerskib fra Mærsk har skrevet søfartshistorie ved at være det første af sin slags til at gå nord om Rusland via nordøstpassagen på sin rejse fra Asien til Europa. Det skriver DR.dk.

Skibet Venta Maersk sejlede 23. august fra den russiske stillehavsby Vladivostok, og stoppede 28. august i Busan i Sydkorea.

Rejsen gennem nordøstpassagen begyndte 6. september.

11 dage senere viser skibsovervågningstjenesten Marine Traffic, at det har gennemført turen gennem passagen.

Venta Mærsk befinder sig nu i Barentshavet et par hundrede kilometer nord for Hammerfest i Norge.

Rejsen er forløbet helt planmæssigt og mandskabet har det godt, oplyser til Mærsk til DR Nyheder.

LÆS OGSÅ Tankskib sejler igennem Nordøstpassagen på rekordtid

Mærsk understreger at rejsen nord om Rusland er en prøvetur, og ikke startskuddet på en ny kommerciel rute. Turen gennemføres for at undersøge, om det lader sig gøre, og hvad omkostningerne er.

Sejlads ad Nordøstpassagen, som også kaldes for "smutvejen" mellem Europa og Asien, kan gøre rejsetiden mellem de to verdensdele 40 procent kortere.

Dermed kan rederierne spare brændstof og tid samt slippe for omkostningerne ved at sejle gennem Suez-kanalen i Egypten eller syd om Afrika.