Canadisk oliejagt i Grønland

Det canadiske selskab Husky Energy planlægger olieboringer ud for Sisimiut. Der bliver brug for en større havn i Sisimiut og lufthavnen i Kangerlussuaq.
Skrevet af Noah Mølgaard
09. november 2011 07:17

Det er ikke kun Cairn Energy, der borer efter olie ud for Grønlands vestkyst. Det canadiske selskab Husky Energy er i fuld gang med at forberede prøveboringer ud for Sisimiut.

Det fremgår i referatet af kommunalbestyrelsesmødet i Qeqqata Kommunia. Husky Energy vil foretage prøveboringer  i 2013 og har også været i Grønland for at undersøge hvordan de kan sikre forsyningen af deres boreplatforme.

Marine specialist hos Husky Energy Scott Brown er lun på, at bruge Sisimiut havn som forsyningshavn, men Aasiaat havn kan også komme ind i billedet.

Husky Energy vil bore efter olie sydligere end feltet ud for Qeqertarsuaq, hvor Cairn Energy har boret efter olie i 2010 og i år. Derfor ligger Sisimiut havn godt til Husky Energy. Men Sisimiut havn kan kun tage et stort skib ad gangen. Det er blandt andet derfor kommunalbestyrelsen i Qeqqata Kommunia har travlt med at få udvidet havnen i Sisimiut.

Cairn Energy har haft større aktivitet i Aasiaat, hvor de blandt andet har brugt den sydlige by i Diskobugten som flybase i forbindelse med udskiftning af personale og daglige forsyninger.

Husky Energy er også ifølge Qeqqata Kommunia interesseret i at bruge Kangerlussuaq som forsyningsbase  for helikopter forsyningen. Den ligger tættere på deres kommende borefelt i forhold til Aasiaat. Ansatte fra Husky Energy har også været på besøg i Kangerlussuaq for at kigge på hangarer, som kan bruges som oplagringshaller.

Det har ikke været muligt at få kommentar fra Husky Energy om hvor omfattende boreprogram de planlægger. Men selskabet har oplyst overfor Qeqqata Kommunia, at de vil bore efter olie i 2013.