Cairn scorer kassen

Det er et enormt beløb, Cairn Energy kan sætte ind på bankbogen, efter at det skotske olieselskab, ovenpå længere tids forhandling, nu har solgt en ordentlig bid af sin indiske afdeling.
Skrevet af Mads Fisker
08. december 2011 11:09

Svimlende 22 milliarder kroner kontant har Vedanta Resources lagt på bordet for at overtage knap en tredjedel af Cairn India, der har haft anderledes succes, end olieselskabet har haft herhjemme, hvor endnu en sæson netop er afsluttet uden et gennembrud i efterforskningen af olie og gas.

Efter at have brugt godt fem milliarder kroner på de frugtesløse boringer i Grønland, har Cairn Energy forleden gjort klart, at man ikke fortsætter oliejagten her, før man får forhandlet sig frem til et samarbejde med et eller flere af de selskaber, der har endnu uudnyttede licenser til at lede efter olie her i landet.

Nu kan Cairn Energy altså stikke et beløb i lommen - fire gange så stort, som man har postet i sin hidtidige satsning på Grønland. Men størstedelen af pengene skal nu umiddelbart sendes videre til de investorerer, der året igennem har kunnet se værdien af deres aktier rasle ned.

Ifølge både britiske og indiske medier har de indiske myndigheder tøvet med at godkende milliard-salget, da man havde svært ved at få indfriet sine høje krav til det afkast, Cairn India fremover skal betale staten.

Det fremgår ikke, hvad man har forhandlet sig frem til, men nu har de to selskaber altså fået grønt lys til at gennemføre handlen.

Cairns olieboringer i Indien er de mest omfattende, der er gennemført på land, i over to årtier.