Cairn-afdeling tæt på salg

Cairn Energys skæbne bliver ganske givet beseglet på onsdag. Her vil den indiske regering nemlig tage endelig stilling til, om Cairn Energy skal have love til at sælge aktiemajoriteten af sin indiske afdeling til Vedanta Ressources til en pris på omkring 50 milliarder kroner.
Skrevet af Rune Langhoff
04. april 2011 10:00

Her forventes det, at den indiske regering vil give tilladelse til salget, men at regeringen samtidig vil støtte det nationale, indiske olieselskabs ønske om en ny indretning af royalty-systemet.

Et krav, der tidligere er blevet kaldt uacceptabelt af både Cairn Energy og Vedanta Ressources. Det skriver The India Times.


Begge selskaber mener nemlig, at det vil reducere selskabets profit betragteligt og dermed gøre aftalen mindre attraktiv for både sælger og køber.

Aftalen har i øvrigt været kontroversiel fra første færd. Da den blev offentliggjort i august i fjor, insisterede Cairn Energy nemlig på, at godkendelse fra den indiske regering ikke var nødvendig. Siden er godkendelsen blevet udskudt gang på gang, fordi parterne har været uenige med den indiske regering.

Handlen kan få relevans for Grønland, fordi de mange milliarder, som Cairn Energy håber at tjene, ventes at skulle være med til at finansiere olieprøveboringer her i Grønland.