Café skal samle grønlændere

Grønlændere bosat på Sjælland kan nu mødes hver torsdag i Næstved.
Netværkscafeen er åben hver torsdag mellem klokken 12 og 16 i Frivilligcenter Næstved, Farimagsvej 22, tæt ved Næstved Station. Foto © : Google Street View
Skrevet af Inge S. Rasmussen
25. februar 2016 04:29

Det sker fra den 3. marts hvor dørene åbnes for en såkaldt netværkscafé som Det Grønlandske Hus i København står bag.

Formålet med cafeen er at skabe et bredt netværk mellem de mange grønlandske borgere og grupper på Syd- og Midtsjælland. Samtidig vil en socialrådgiver fra Det Grønlandske Hus være tilknyttet cafeen.

- Det er vigtigt for os at række ud til alle grønlændere på hele Sjælland - at ikke alle tilbud foregår i København. Derfor har det været et stort ønske fra vores side at opstarte netværkscafeen i Næstved, siger socialkonsulent Dora Kleist fra det Grønlandske Hus i København, som er ansvarlig for netværkscafeen.

I første omgang er netværkscafeen et pilotprojekt frem til udgangen af juni 2016.

Netværkscafeen er åben hver torsdag mellem klokken 12 og 16.