VIDEO Bygdefiskere savner indhandlingskapacitet

Fiskerne i Atammik fanger masser af torsk, men savner en større indhandlingskapacitet hjemme i bygden, så de slipper for at sejle helt til Nuuk for at komme af med de mange fisk.
28. august 2015 05:05

- Da torskefiskeriet skulle starte her til foråret efter stenbiderfiskeriet havde de sat grænsen til 12 kasser. Det er trættende med denne procedure hvert år, siger Vilhelm Poulsen, fisker fra Atammik, til KNR.

Fiskerne må sejle ekstra 200 km (godt 100 sømil) for at indhandle i hovedstaden. Det vil sige, de får en ekstraomkostning på ca. 1400 kr. til brændstof pr. indhandling.

Ønsket om at få forbedret indhandlingsmulighederne i Atammik er derfor stort.

- Jeg har været med i foreningsarbejdet i omkring 25 år, og det er først i år, at indhandlingssituationen er så alvorlig.

- På grund af de uacceptable forhold er vi taget her til (Nuuk, red.) flere gange. Nu er det 6-7 joller, som tager hertil tidligt om morgenen, forklarer Vilhelm Poulsen.

De ringe indhandlingsvilkår har en stor effekt på bygdens økonomi.

- Den er faldet til næsten det halve, og det vil uden tvivl kunne mærkes i kommunens skattekasse, siger Vilhelm Poulsen.

Royal Greenland har undersøgt mulighederne for at udvide indhandlingsfaciliteterne i Atammik, men det er for dyrt, fastslår selskabet over for KNR.