Bygdebeboere begaves med tøj fra ildsjæl

Via bankospil og hårdt benarbejde er det lykkedes Karo Street, som bor i Frederikshavn men kommer fra Qasigiannguit, at indsamle 1,3 ton tøj i over 90 kasser til Grønland.
Skrevet af Inga Hansen
08. november 2014 12:01

- Jeg har jo lyst til at gøre en forskel i samfundet og begyndte derfor at samle tøj ind, siger Karo Street til KNR.

 

Tøj, sko og andet genbrugsegnet blev derfor samlet ind og sendt til havnen i Aalborg, hvor Royal Arctic Line har sponsoreret transporten til Grønland.

 

- Det har altså været en rigtig dejlig oplevelse for uanset, hvor meget eller lidt man kan hjælpe til, så står man tilbage med en stor lykkefølelse, siger den glade giver.

 

Dermed bliver det en god jul for bygdebeboerne omkring Uummannaq og Upernavik, når de mange, spændende kasser når frem.