Psykologforening: Brug flere penge på supervision

Kommunerne bør bruge flere penge på supervision for at tiltrække psykologer til yderområderne, mener psykolog-formand.
Formanden for Psykologforeningens kreds i Grønland, Karen Marie Nathansen, opfordrer politikerne til at investere mere i støtte til psykologerne. Det skal være med til at tiltrække flere psykologer bl.a. til yderområderne. Foto: Arkiv Foto © : Psykologisk Ressource Center/Flickr Creative Commons
24. januar 2017 06:58

Det er en al for stor belastning for en psykolog at arbejde alene i en by eller bygd. 

Det siger Karen Marie Nathansen, formand for Psykologforeningens kreds i Grønland, der støtter Demokraternes Justus Hansen i at ansætte flere psykologer samme sted.

- Det, der er utrolig vigtigt for at tiltrække og fastholde psykologer i Grønland, er, at man ansætter ikke én, men flere psykologer ude i for eksempel en kommune. At man sørger for, at der bliver ansat ikke bare én psykolog.


Supervision er afgørende

I Tasiilaq, som for nyligt blev ramt af to selvmord og et mord på én uge, har kommunen i mere end et år forsøgt at ansætte en psykolog. Men ingen har søgt stillingen.

   LÆS OGSÅ: Flere psykologer og rejsehold til Tasiilaq

Ifølge Karen Marie Nathansen er en af hovedårsagerne til den generelle mangel på psykologer i yderområderne, at der ikke er kolleger til at sparre med. 

Og det er afgørende for at kunne håndtere de ofte meget tunge sager.

- Det er vigtigt, at vi får supervision i, hvordan vi håndterer sagerne fra en erfaren psykolog, som har arbejdet flere år med klientarbejde. Det kan være i forbindelse med nogle hændelser, som kan være tunge, blandt andet det, som er sket i sidste uge med drab og selvmord. Det kan være forbundet med meget omfattende psykologarbejde, siger hun.
 

Afsæt flere penge

Al for ofte er der i dag ingen eller for ringe adgang til supervision af psykologer i yderområderne. Også selv om det teknologisk er muligt at modtage på afstand, fx over skype.

Derfor opfordrer Karen Marie Nathansen kommunerne og selvstyret til at afsætte flere penge til området.

- Vi skal modtage supervision for de sager, vi sidder med for at fastholde psykologerne, så vi ikke brænder ud og ikke står alene med sagerne. Og det koster penge!

 

Rejseholdet kan hjælpe

Hun påpeger, at kommunerne også skal være bedre til at gøre sig klart, hvad arbejdsopgaverne for psykologen er.

I dag oversvømmes mange psykologer af opgaver, som ikke er reelle psykologiske opgaver, men nærmere socialfaglige opgaver.

   LÆS OGSÅ: Kriseberedskab i Tasiilaq får ekstra hjælp fra Nuuk

Og så bør der være et større krav til kendskabet til grønlandsk kultur. Alt for ofte rejser nyuddannede psykologer hurtigt igen, fordi de er uden indsigt og for uerfarne med det grønlandske samfund.

- Det er vigtigt, at man har en kulturel indsigt i de forhold, man kommer til at arbejde under.

Formanden for Psykologforeningens Kreds i Grønland opfordrer både kommunerne og naalakkersuisoq for sociale anliggender, Sara Olsvig, til en dialog om psykologernes arbejdsvilkår.

Økonomiudvalget i Kommuneqarfik Sermersooq har fredag d. 20. januar besluttet at forbedre en række vilkår for kommunens medarbejdere på socialområdet uden for Nuuk, herunder om supervision.

Læs mere her: Sermersooq: Ekstra goder til medarbejdere ansat udenfor Nuuk