Selvstændighed som mærkesag for Naleraq står stadig helt centralt i partiet med Pele Broberg som formand. Det understregede den nye formand efter dagens ekstraordinære generalforsamling i partiet. Foto: Else Olsvig

Broberg: Det er en stor opgave at løfte arven fra Hans Enoksen

Det politiske projekt er på mange måder det samme i Naleraq, selv om der er skiftet ud på formandsposten. Det understreger partiets nye formand, Pele Broberg.

Stolthed og ærefrygt.

Sådan beskriver Naleraqs nye formand, Pele Broberg, selv de følelser, der strømmede gennem ham, da han i dag blev valgt til formand for partiet. 

- Jeg er lidt overvældet. Det er en følelsesmæssig dag. Det er en stor ting at løfte en arv efter Hans Enoksen. Det er der ingen tvivl om, sagde Pele Broberg efter dagens ekstraordinære generalforsamling i partiet.

Det foregik i partiets mødelokale på partigangen i Inatsisartut, hvor flere af medlemmerne var mødt op, mens andre var med online. 

LÆS OGSÅ Pele Broberg er ny formand i Naleraq

Her stod det hurtigt klart, at Pele Broberg havde fuld opbakning til at blive partiets formand.

Han havde ikke på forhånd meldt sit kandidatur til posten som formand, men blot sagt, at han ville tage opgaven på sig, hvis han blev opfordret til det.

Og det blev han, uden at andre fra partiet valgte at stille op. 

Vil fortsat arbejde for selvstændighed

Pele Broberg overtager posten fra partiets mangeårige formand Hans Enoksen, der stiftede partiet i 2014. 

Først på ugen meddelte partiet, at Hans Enoksen ønskede at træde tilbage med øjeblikkelig virkning på grund af personlige årsager. 

Den nyvalgte formand mener ikke, at skiftet som sådan vil betyde den helt store forskel i måden at lede partiet på.

- I bund og grund kommer de ikke til at se det store skifte, siger han.

De politiske mærkesager bliver der heller ikke ændret på nu og her. Her vil arbejdet for at sikre selvstændighed stadig være helt centralt i partiet, fastslår Pele Broberg.

- Det er noget, vi kommer til at bruge meget tid på at oplyse om og sørge for, at folk forstår. Det er ikke noget, vi bare griber ud af den blå luft, og der er ikke nogen, der bliver ladt i stikken i processen med selvstændighed, siger han. 

Pele Broberg siger samtidig, at partiet frem mod en ny ordinær generalforsamling vil genopfriske, hvordan partiets politiske mål skal se ud.

Delegerede efterlyste bedre intern kommunikation

På dagens ekstraordinære generalforsamling efterlyste flere af de delegerede en bedre kommunikationen mellem partiets hovedbestyrelse og lokalafdelingerne rundt på kysten.

Ifølge Pele Broberg er det naturligt, at en bestyrelse, der har siddet i seks år, på et tidspunkt kører træt. Derfor er det vigtigt med nye kræfter. 

- Som der også blev sagt fra nogle af de fratrædende bestyrelsesmedlemmer, så har de siddet der i seks år. De er trætte, og det kan godt være, at fokus er røget på et eller andet tidspunkt, siger Pele Broberg og tilføjer:

- Det er klart at på et eller andet tidspunkt, trænger man til fornyelse. Det er også derfor, vi har sagt, at noget af det, vi skal have planlagt nu, det er en ordinær generalforsamling.



Giv os et tip

Send en SMS til 1717

Skriv Unnia og derefter dit tip og send sms'en til 1717.
(du kan også skrive Tip i stedet for Unnia)

Giv os dit tip på knr.gl/1717

Eller send en email 1717@knr.gl