Brand på en grønlandsk trawler

En voldsom brand på den gamle Royal Greenland-trawler, Royal Paamiut, der er under ophugning i Frederikshavn, udviklede sig i eftermiddags dramatisk.
Skrevet af Karsten Sommer
16. marts 2011 12:35

Den brændende trawler udviklede giftig røg, og politiet i Frederikshavn opfordrede derfor folk i store dele af byen til at blive inden døre.

Branden brød ud i klokken 12.30, dansk tid, i den udtjente grønlandske trawler, og 28 brandfolk var i eftermiddags stadig i gang med slukningsarbejdet, fortæller DR-Nordjylland.

Den giftige røg stammede blandt andet fra det skummateriale, som skibet er isoleret med.

- I første omgang var der så varmt, at vores røgdykkere ikke kunne komme ned og slukke ilden, siger indsatsleder Tommy Rise til P4 Nordjylland.

- Vi klippede så et hul i skibet for at komme ind, men før vi nåede så langt, begyndte ilden at brede sig, fortæller Tommy Rise.

Ved 18-tiden, dansk tid, kom branden dog under kontrol, og advarslen om at holde sig indendøre, blev suspenderet af politiet i Frederikshavn.

Royal Paamiut trwleren udbrændte næsten totalt.

/ritzau/