- Brænd igennem og høst stemmer

Nedtællingen til folketingsvalget er i gang, og en valganalytiker vurderer, at kandidaternes personlighed i særlig grad kan få betydning.
Skrevet af Naimah Hussain
26. august 2011 18:50

Valganalytiker Henrik Skydsbjerg vurderer således, at personlighed kan betyde overordentligt meget for, hvem der løber af med vælgernes gunst.

- Ved et folketingsvalg er der nok større muligheder for enkeltpersoner til at trænge igennem, fordi partipolitikken ikke er det bærende. Er der nogen kandidater - også fra de mindre partier - der kan brage igennem i medierne og virkelig gøre det godt; så har de en mulighed for at kunne få rigtig mange stemmer, siger Henrik Skydsbjerg.

Men hvorfor er det egentligt overhovedet vigtigt at gå til stemmeurnerne, efter Selvstyret er blevet indført og mange områder nu er taget hjem og bliver forvaltet under grønlandsk ansvar?

- Der er jo stadig store områder, der ikke er overtaget her i Grønland som retsvæsen og sikkerhedspolitik. Og der er det jo vigtigt, at vi er med til at præge beslutningerne. Vi stemmer om at få valgt et par dygtige personer ind, som har fingeren på pulsen af, hvad der er den generelle holdning og stemning her i landet og kan fremme Grønlands interesser,  lyder det fra Henrik Skydsbjerg.