Borgmester vil sælge uran

Uran som følger med op af undergrunden ved et eventuelt mineprojekt i Kvanefjeld-området kan blive en god forretning, mener borgmester Simon Simonsen, der vil sælge det til energiproduktion.
18. februar 2010 10:26

Får Greenland Minerals and Energy lov til at udvinde metaller fra Kvanefjeldet følger der også uran med op af jorden. Men det behøver ikke nødvendigvis være skidt, mener borgmester Simon Simonsen fra Kommune Kujalleq.

Hverken menneske eller miljø må lide overlast ved en udvinding af Kvanefjeldets rigdomme, understreger borgmester Simon Simonsen. Han pointerer, at det er op til politikerne at beslutte, hvad der så skal ske med uranen, som automatisk følger med mineraludvindingen. Men når det er sagt, har borgmesteren da også selv en idé til, hvad der kan ske med det oveskydende uran.

- Et godt formål ville være, hvis man kunne sælge det til energiproduktion gennem Det Internationale Atomenergiagentur og til nogle lande, man kan stole på, siger Simon Simonsen.

Det internationale atomenergiagentur er en nobelprisvindende kontrolenhed under FN og har til opgave at sørge for en sikker udnyttelse af uran. Ved et salg gennem agenturet vil uranen blive forvandlet til CO2-venlig energi på et atomkraftværk i et andet land. Det land er så forpligtet til en tryg opbevaring af de radioaktive restprodukter. Alligevel er foreningen mod uran i Narsaq stærkt imod sådan en løsning.

- Jeg har ikke hørt eller læst om nogle steder i verden, hvor man har udnyttet uran helt miljørigtigt. Så al den der snak om grøn energi og sådan nogle ting, det synes jeg er en fordrejning, erklærer formand Kalistat Lund.