Borgmester-topmøde med gnidninger

Der opstod gnidninger på borgmester- og kommunaldirektørmødet i dag i Nuuk, da den faglige arbejdsgruppe fremlagde sine anbefalinger vedrørende overførsel af opgaver fra Hjemmestyret til de 4 nye storkommuner.
28. februar 2008 14:53

Mødet var knap og nap begyndt, før borgmestrene rakte deres hænder i vejret for at modsige de fremlagte anbefalinger.

Borgmester Augusta Salling fra Qeqertarsuaq sagde på vegne af den nye Nordkommune:

'Det er ikke på sin plads, at de nye kommuner partout fra den 1. januar 2009 skal følge den køreplan, som KANUKOKA og Landsstyret har skrevet under på.

De kommende kommunale sammenlægninger er i sig selv en meget stor opgave. Derfor må vi ha' en indkøringstid, inden vi tager overdragelserne af alle de nye områder', sagde Augusta Salling.

De ansvarsområder, som KANUKOKA og Landsstyret, gerne ser overdraget pr. 1. januar 2009 er børne- og ungesinstitutionerne, handicap-området, alkoholbehandling, PPR og vidtgående specialundervisning og erhvervsstøtteordningerne.

Ansvarsområder, der stadig er under bearbejdelse eller af forskellige årsager ikke er klargjorte endnu er: El, vand og varmeforsyning, boligområdet, planområdet samt servicecentre og IT-området.

Den sidste blok, som Landsstyret har bestemt skal forblive centralt styrede fra Nuuk er: Sundhedsplejen og hjemmesygeplejen, servicekontrakt for vareforesyningen, servicekontrakt på trafikområdet, lufthavne og havne.