Borgmester om radon i Narsaq: Skal have mere opmærksomhed

Der er endnu ikke truffet beslutning i Kommune Kujalleq om, hvad der skal gøres ved radonproblemet i Narsaq.
En undersøgelse for 20 år siden viste, at forekomsten af den radioaktive gas radon var stor i boligerne i Narsaq.
Og tidligere på ugen fortalte et hold forskere fra Århus Universitet til KNR, at det radioaktive gas fortsat siver ind i hjemmene og truer beboernes helbred. Gassen kan være kræftfremkaldende.
LÆS OGSÅ Højt niveau af radon i Narsaq: Vi elsker vores by og kan ikke bare forlade den
Borgmester i Kommune Kujalleq, Stine Egede fra Inuit Ataqatigiit, mener, at en fremtidig byggemetode i Narsaq ikke er til at komme uden om.
- Efter de nye undersøgelser til efteråret, vil vi vurdere, hvad vi vil gøre i de kommunale boliger, siger Stine Egede og fortsætter:
- Især da det er kendt, at der er store forekomster af radon i Narsaq, så må der forventes en opmærksomhed på det fremover.
Luft ud
Undersøgelsen for 20 år siden viste, at forekomsten af radon indendørs i Narsaq var på 139 becquerel pr. kubikmeter.
Dermed er WHO’s grænse på 100 becquerel pr. kubikmeter overskredet i Narsaq.
Becquerel (Bq) er en enhed for radioaktivitet, der viser styrken af den radioaktive kilde.
Kilde: Den Store Danske
Borgmesteren opfordrer derfor alle til, at der luftes godt ud i hjemmene.
- Jeg håber, at mange i forvejen skaber gode ventilationsforhold og lignende i deres boliger, siger hun.
LÆS OGSÅ Kræftfremkaldende gas siver ind i de grønlandske hjem
Det er nemlig ikke til at vide, hvor meget radon, der er i ens hjem, da det ikke er tydeligt for sanserne.
- Radon kan hverken ses eller lugtes, men når man bekendt med, at der er en stor forekomst af radon i Narsaq, så opfordrer vi til udluftning, siger hun.