Boligsag bejler til Tilsynsrådets bord

Kommunernes Tilsynsråd kan snart være på vej til at behandle en betændt boligsag mellem selvstyret og kommuneqarfik Sermersooq.
Boligsagen mellem selvstyret og Kommuneqarfik Sermersooq går ind i en ny fase. Sagen er nemlig på vej til at skulle behandles i Kommunernes Tilsynsråd. Foto © : KNR / Malik Brøns
Skrevet af Anders Dall
27. oktober 2020 10:59

Til november kan medlemmerne af Kommunernes Tilsynsråd meget vel blive indkaldt til at behandle en betændt boligsag, som verserer mellem selvstyret og Kommuneqarfik Sermersooq.

Selvstyret undersøger kommunen for en mulig ulovlig praksis med at fremleje boliger til almindelige borgere. 

Tvisten mellem de to parter har stået på siden foråret 2019, og både selvstyret og kommunen har fået advokatfirmaer til at se på sagen. De er uenige i, om loven overtrædes, og om kommunen handler økonomisk forsvarligt.

LÆS OGSÅ Selvstyret og Sermersooq lægger arm i betændt boligsag

På et møde den 8. oktober har Naalakkersuisut godkendt, at sagen nu kan overdrages til Kommunernes Tilsynsråd. Det viser et referat fra mødet.

Sagens dokumenter er dog ikke blevet sendt afsted til Tilsynsrådet endnu.

- Sekretariatet for Tilsynsrådet arbejder på at gøre materialet klar til fremsendelse til Tilsynsrådet, siger Klaus Georg Hansen, der er afdelingschef i Indenrigsafdelingen.

Boligsagen kort

 

I februar gav Indenrigsafdelingen et påbud til Kommuneqarfik Sermersooq om at stoppe med at indgå lejeaftaler med det formål at fremleje til permanent beboelse, hvor kommunen stiller med en underskudsgaranti.

 

Påbuddet blev givet ud fra en begrundet formodning om, at den praksis ikke stemmer overens med gældende offentligretlige regler.

 

Kommunen har benyttet den praksis siden 2015 og skabt 416 boliger på den måde.

 

Indenrigsafdelingen hører under Formandens Departement og fungerer som et sekretariat for Kommunernes Tilsynsråd.

 

Tilsynsrådet fører tilsyn med, at kommunalbestyrelserne i deres forvaltning overholder styrelsesloven og reglerne om offentlig ret. 

 

Tilsynsrådet består af fem medlemmer

 

Kilde: Påbudsskrivelse fra Formandens Departement og naalakkersuisut.gl 
 

Afdelingen er sekretariat for Kommunernes Tilsynsråd. Ifølge afdelingschefen arbejder Indenrigsafdelingen lige nu på, hvad det helt præcist er, som rådet skal forholde sig til i forhold til at behandle sagen.

- Jeg har en forventning om, at der vil kunne indkaldes til møde i Tilsynsrådet til afholdelse i november, hvor sagen vil blive behandlet, siger Klaus Georg Hansen.

Boligaftaler giver underskud

Siden 2015 har kommunen lejet boliger fra private investorer for at gøre noget ved boligmanglen i Nuuk. 

Men kommunens udgifter til lejeaftalerne med de private bygherrer er større, end indtægterne fra beboernes husleje. Det betyder, at kommunen ved hver af lejekontrakterne skal dække et underskud.

Det er denne praksis, som selvstyret har påbudt kommunen at stoppe med. Det sker, fordi selvstyret har mistanke om, at den praksis ikke overholder de offentligretlige regler.