Boliger for 1,3 milliarder flyttes til byudviklingsselskab

Mere en 1.000 boliger til en samlet værdi af 1,3 milliarder kroner skal gøre Kommuneqarfik Sermersooqs byudviklingsselskab attraktivt overfor investorer.
Skrevet af Thomas Munk Veirum
07. september 2017 06:17

Tirsdag godkendte kommunalbestyrelsen i Kommuneqarfik Sermersooq, at arbejdet med kommunens store byudviklingsprojekt kan fortsætte.

Til formålet opretter kommunen et selskab, der skal stå for byudviklingen i Nuuk, og kommunen overfører i den forbindelse fire boligafdelinger til en værdi af 1,3 milliarder kroner til selskabet.

De mange boliger skal hjælpe med at finansiere byudviklingen i Nuuk.

- Når vi lægger dem over i et selskab, så får vi den fordel, at de kommer ud i det åbne, så man kan se, at her har vi en række boliger som har en ualmindelig høj værdi. Når de står i det kommunale regnskab, står de værdimæssigt til nul komma nul kroner, og der er ingen, der kan se værdien af dem, fortæller Lars Møller Sørensen, kommunaldirektør i Kommuneqarfik Sermersooq.

Følgende 4 afdelinger overføres til byudviklingsselskabet:

6-160: Paarnat, Attartu m.fl – Nuuk

6-162: Nuussuaq m.fl – Nuuk

6-167:Qernertunnguanut m.fl – Nuuk

6-190:Qinngorput - Unaaq - Nuuk

Det drejer sig om 1057 boliger - cirka 70 procent af de boliger, som kommunen ejer.

Kilde: Kommuneqarfik Sermersooq

Skal ikke nødvendigvis belånes

Ifølge Lars Møller Sørensen skal manøvren sikre byudviklingsselskabet en solid egenkapital.

Boligerne er så at sige gældfri, og de skal ikke nødvendigvis belånes for at betale for byudviklingsprojektet.

LÆS OGSÅ Byudviklingsprojekt splittes op

Men ved at lægge dem over i selskabet, fremstår selskabet og dermed kommunen som en mere attraktiv samarbejdspartner.

 - Vi prøver selvfølgelig at gøre os til i forhold til de mulige finansielle samarbejdspartnere, som vi gerne vil have med ind i det her projekt, siger Lars Møller Sørensen.

Ingen konsekvenser for lejerne

Ifølgekommunaldirektøren får overdragelsen ikke betydning for lejerne i de overdragede boliger- hverken med hensyn til lejens størrelse eller vedligeholdelse:

- Det har overhovedet ingen konsekvenser for lejerne vi har i de boligafdelinger.

Kommunen indskyder også fem millioner kroner i aktiekapital og 20 millioner kroner som såkaldt ansvarlig lånekapital.