Blåhvaler er kommet sig over rovfangst

Tonsvis af blåhvaler boltrer sig i Stillehavet. Efter årtiers jagt var de store havpattedyr ellers tæt på udslettelse, men nu er antallet oppe i et bæredygtigt niveau.
Skrevet af Camilla Dam
08. september 2014 10:26

Videnskabsfolk fra University of Washington har nærstuderet hvalerne og skriver, det er første gang, man ser en hvalart komme sig over den voldsomme jagt, den blev udsat for frem til 1966, hvor blåhvalen blev fredet.

- Den californiske blåhvals comeback efter hvalfangsten vidner om, at det kan lade sig gøre at genopbygge bestanden via omhyggelige foranstaltninger, siger Cole Monnahan, som står bag det omfangsrige studie på University of Washington.

Reddet af menneskelige tiltag
Cole Monnahan vurderer samtidig, at bestanden udelukkende er blevet bæredygtig på grund af menneskelige tiltag.

- Den californiske blåhval er kommet sig, fordi vi stoppede fangsten og begyndte at monitorere dyrene. Hvis ikke, vi havde gjort det, ville bestanden nok være nær uddød – en uheldig skæbne, som er overgået andre blåhvaler, siger han.

Der svømmer omkring 2.200 af den californiske blåhval omkring, hvilket man vurderer til at være 97 procent af det historiske niveau.

Til sammenligning mener videnskabsfolk, at der tidligere har været over 220.000 blåhvaler omkring Antarktis, men det tal var nede på 1000 i 1990. Og nu vurderes antallet til at være nede på en procent af sit historiske niveau.

Blåhvalen er det største nulevende dyr. Den kan blive op til 33 meter lang og veje op til 200 ton.