Blå bloks sejr ærgrer Kielsen

Kim Kielsen havde foretrukket Socialdemokraterne, men ser også muligheder i samarbejde med blå blok. Han er dog betænkelig ved Dansk Folkeparti.
Foto © : Nils Baum, Bureau for Inatsisartut
18. juni 2015 23:54

Det blev blå blok, som løb med sejren ved Folketingsvalget i Danmark, noget som skaber betænkelighed hos formanden for Siumut, Kim Kielsen.

Han havde håbet, at Helle Thorning og søsterpartiet Socialdemokraterne kunne beholde magten.

Fortsætter samarbejde

- Vi respekterer selvfølgelig vælgernes beslutning, men jeg vil sige, at det ærgrer mig selvfølgeligt, at dem vi samarbejder med har tabt, men derfor løber vi ikke fra dem. Vi vil stadig samarbejde med dem, siger Kim Kielsen, der gør det klart, at han udtaler sig som formand for Siumut og ikke Naalakkersuisut.

Selv om Kielsen havde håbet på en rød regering, så ser han også muligheder i en blå dansk regering.

- Blå blok har før i tiden, da de sad i regeringen, gjort gode ting for Grønland, og sagerne blev lavet smidigt, siger Kielsen til KNR.

Kielsen betænkelig ved Dansk Folkeparti

Det danske valg efterlader som bekendt Dansk Folkeparti, som det næststørste parti, og det største i blå blok. Og det skaber nervøsitet hos Kielsen.

- Det har vi betænkeligheder ved, da det også er dem, der vil have den største politiske indflydelse på, hvor højrefløjen skal henad, siger Siumuts formand..