Billigere at holde varmen

Mens elpriserne de fleste steder i landet stiger, kan grønlænderne dog varme sig ved, at det næste år bliver billigere at holde varmen. Det er der ifølge energidirektør i forsyningsselskabet Nukissiorfiit Michael Pedersen ikke noget underligt i.
Foto © : Jonas Fievé/KNR
Skrevet af Jonas Fievé
30. december 2015 16:44

Fast fjernvarme falder med 30 kroner fra 850 til 820 kroner for 1.000 Kilowatt timer.

- Prisen på varmen skal svare til olieprisen, og sidste år faldt olieprisen, og det slå så igennem for prisen for 2016, siger Michael Pedersen til KNR.

Det betyder, at en gennemsnitlig husstand, som har et normalt forbrug af både el, vand og varme faktisk vil opleve, at de skal betale omkring 600 kroner mindre næste år.

Læs også Elpriser stiger i det nye år

Solidaritet holder priserne nede i byer og bygder

Men for at forstå, hvordan priserne bliver fastsat, skal man også tage højde for, at det ikke koster det samme at levere vand, varme og el i hele landet.

- Der sker der en krydssubsidiering fra de steder, hvor det er billigt at producere til steder, hvor det er dyrt at producere. Således, at forbrugerne oplever en nogenlunde ens pris i hele landet.

Det betyder, at beboerne i de større byer betaler mere for vand, varme og el end det koster at producere for, at de derimod ikke skal betale den høje produktionspris i de mindre byer og bygder.

Holder priserne i ro

Dog understreger Michael Pedersen, at selvom produktionspriserne er steget de sidste 10 år, har inflationen og en mere effektiv drift medvirket til, at forbrugerne ikke har oplevet en reel den stigning i priserne.

- Nukissiorfiit har formået at holde priserne i nogenlunde ro over en længere periode. Samlet set arbejder vi hele tiden på vores omkostningsside for at skabe en balance i vores økonomi mellem vores indtægter og udgifter, fortæller energidirektør i Nukissiorfiit, Michael Pedersen.