Biden: De kommende dage vil afgøre Syriens fremtid

USA vil tale med alle syriske grupper, også i FN-regi, om en overgang mod et uafhængigt Syrien, siger Biden.
Biden understreger, at USA nu vil støtte en overgang, hvor syrerne bevæger sig videre efter årtier med Assads styre. Foto © : Bakr Al Kassem/AFP/Ritzau Scanpix
Skrevet af Ritzau
09. december 2024 09:09

Den syriske præsident Bashar al-Assads fald er "retfærdighed", der åbner en "historisk mulighed", siger USA's præsident, Joe Biden, i en udtalelse søndag aften dansk tid.

- De seneste dage har været historiske. Og det er de kommende dage, der kommer til at afgøre fremtiden for landet, siger Biden.

- Vi ser nu nye muligheder åbne sig for det syriske folk.

- Det er også en mulighed for et mere sikkert og velstående Mellemøsten, siger Biden videre.

Hvad angår den afsatte præsident Assad, siger Biden, at han bør "holdes ansvarlig".

Ifølge en unavngiven russisk regeringskilde er Assad flygtet til Rusland, hvor han og hans familie har fået asyl. Det er ikke officielt bekræftet.

Biden understreger, at USA nu vil støtte en overgang, hvor syrerne bevæger sig videre efter årtier med Assads styre.

- Vi vil engagere os med alle syriske grupper, herunder inden for den FN-ledede proces, for at etablere en overgang væk fra Assad-regimet mod et uafhængigt, suverænt Syrien med en ny forfatning, siger Biden.

Han tilføjer, at USA vil samarbejde med Libanon, Israel og Syriens øvrige nabolande for at forhindre mulige problemer med sikkerheden.

Biden påpeger, at nogle af de oprørsgrupper, der har været til stede i Syrien under borgerkrigen, har "en dyster historik med terrorisme og menneskeretskrænkelser".

USA har bemærket de udtalelser, der på det seneste er kommet fra oprørsgrupperne. De udtalelser peger i retning af, at grupperne er blevet mere moderate med årene, siger Biden, men tilføjer:

- Vi vil bedømme dem ikke kun på deres ord, men på deres handlinger.

Assads fald åbner også mulighed for, at nogle af de grupper, der tidligere er blevet nedkæmpet, kan komme tilbage.

- Vi er klar over, at Islamisk Stat vil forsøge at gribe denne chance. Vi vil ikke lade det ske, siger Biden.

Kort efter præsidentens udtalelse i Det Hvide Hus meddeler det amerikanske militærs centralkommando, at amerikanske kampfly har angrebet over 75 mål forbundet med Islamisk Stat i Syrien.

I de næste dage vil repræsentanter for Biden-administrationen rejse til Syrien og den øvrige region for at drøfte situationen, siger præsidenten.