Beskyldninger fyger mellem KNAPK og embedsmænd efter møde i Portugal

Departementet for Fiskeri nægter at udtale sig offentligt. KNAPK nægter at have misforstået noget.
Vittus Qujaukitsoq (til venstre) er konstituere direktør i KNAPK. Nikkulaat Jeremiassen (i midten) er formand. Foto © : Malik Brøns / KNR
30. september 2022 15:41

Skidt.

Sådan kan forholdet mellem KNAPK og Departementet for Fiskeri ganske kort beskrives. For forholdet mellem embedsmændene i Selvstyret og fisker- og fangerorganisationen er faktisk gået i fisk.

Beskyldninger er føget frem og tilbage i de sidste dage, efter at KNAPK gik til angreb på departementet i en pressemeddelelse. Det skete efter et årsmøde i fiskeriorganisationen NAFO, som blev holdt i Portugal fra 19. – 23. september.  

KNAPK har søgt om optagelse som observatør i NAFO - det står for North Atlantic Fisheries. KNAPK var med til årsmødet. Og ifølge formand Nikkulaat Jeremiassen var det ”en blandet fornøjelse, da Grønlands Selvstyre forsøgte at forkludre KNAPK’s anerkendelse som observatør i fiskeriorganisationen", siger Nikkulaat Jeremiassen i en pressemeddelelse. 

Dagen efter svarede departementet igen. 

Sagen kort

NAFO, North Atlantic Fisheries, holdt årsmøde i Portugal fra 19. - 23. september.

KNAPK har søgt om at blive observatør i organisationen.

Ifølge embedsmændene i Departementet for Fiskeri skal man søge om optagelse 100 dage før årsmødet. KNAPK fik brev fra NAFO med besked om, at de var optaget, 19. august. 

KNAPK kritiserer en dansk delegation på årsmødet. Sådan en var der overhovedet ikke, siger departementet. 

KNAPK ville deltage i NAFO-mødet, fordi der - ifølge KNAPK skulle fordeles kvoter. 

Det afviser Departementet for Fiskeri. Årsmødet handlede slet ikke om nationalt fiskeri, lyder det fra departementet. 

 

- Vi må på det kraftigste afvise beskyldninger om, at vi har modsat os KNAPK’s optagelse som observatør ved NAFO, lød det prompte svar. 

- Derimod har Departement for Fiskeri og Fangst gjort sit ypperste for at vejlede KNAPK om reglerne og procedurerne i NAFO vedrørende optagelse som observatør og de emner, som behandles til NAFO’s årsmøde. 

- Hvis man vil være observatør i NAFO og gerne vil med på årsmødet, skal man søge om optagelse mindst 100 dage før årsmødet. Og det gjorde KNAPK ikke, oplyser departementet. 

- Derfor kan KNAPK først deltage som observatør til NAFO’s årsmøde 2023. Hvis ikke departementet havde inviteret KNAPK til at deltage i Grønlands delegation, havde de ikke kunnet deltage til årets møde, lød svaret fra Departmentet for Fiskeri.

Departementschef vil holde konflikt internt 

Men det nægter Nikkulaat Jeremiassen overfor KNR.

- Vi har fået besked fra NAFO's hovedkvarter om, at vi kan deltage i år, fordi vi har overholdt de betingelser, vi skulle, siger han. 

Han har sendt optagelsesbrevet fra NAFO til KNR. Brevet er dateret 19. august - altså én måned før mødet startede i Portugal. 

Jørgen Isak Olsen er chef i Departementet for Fiskeri. Han siger til KNR, at han ikke vil svare på spørgsmål i sagen. Han henviser til pressemeddelelsen fra tidligere på ugen og siger, at departementet fra nu vil holde konflikt med KNAPK udenfor medierne.

Den danske delegation?

Men der er flere problemer i oprørte vande. For KNAPK kritiserer ”den danske delegation”, som ”Grønland er hæmmet af at være underlagt", som Nikkkulaat Jeremiassen siger i pressemeddelelsen.

Problemet er bare, at der slet ikke er nogen dansk delegation, lyder det fra embedsmændene i departmentet, som stod i spidsen for den grønlandske delegation. 

- Der deltager ingen repræsentanter fra Danmark i delegationen. Kun fra Grønland og Færøerne, meddeler de. 

Men Nikkulaat Jeremiassen står fast overfor KNR.

- Vi har også set Danmarks delegerede der. Vi har ikke mødt hinanden. Vi har kun set dem, siger han til KNR og lover at sende dokumentation på den påstand i går. Dokumentationen har KNR ikke modtaget. 

Det var vigtigt for KNAPK at deltage NAFO’s årsmøde, fordi NAFO – ifølge KNAPK – fordeler kvoter. Men det passer ikke, meddeler Departmentet for Fiskeri. Ifølge embedsmændene behandler NAFO slet ikke nationalt fiskeri. 

Med andre ord: Departementet for Fiskeri vurderer slet ikke, at KNAPK’s interesser blev behandlet på NAFO-mødet. 

- Grønland betaler NAFO for rådgivning om hellefisk og rejer i Vestgrønland, men det behandles ikke på NAFO’s møder, svarer departementet i en pressemeddelelse. 

- Derfor må KNAPK have misforstået situationen om at blive observatør i NAFO.

Departementet siger, at I har misforstået jeres rolle som observatør, fordi årsmødet i NAFO ikke handler om nationalt fiskeri. Er det rigtigt – har I misforstået? 

- Vi har helt bestemt ikke misforstået noget, og vi er ikke usikre. Vi er ret nye i NAFO, men vi fulgte meget med under årsmødet, siger Nikkulaat Jeremiassen til KNR.

Ifølge departementet er der ikke blevet talt om nationalt fiskeri på NAFO’s årsmøde. Har I misforstået det, inden I rejste til årsmødet?

- De har diskuteret forskellige ting. NAFO fastsætter, hvor meget der skal fiskes, og hvilket fiskearter skal fanges. 

Hvem er det så, der har misforstået noget?

- Det er departementet, siger Nikkulaat Jeremiassen, der er formand for KNAPK.