Pan Am: Berit er en af de mest rutinerede på landsholdet

De grønlandske håndboldherrer er i disse dage nationale helte under Pan AM, der foregår på hjemmebane i Nuuk. Men bag de store, stærke mænd står et af landsholdets mest rutinerede medlemmer og eneste kvinde, Berit Duus.
Foto © : Foto: Anders Berthelsen/GHF
22. juni 2018 17:09

Hun har siden 2004 været fysioterapeaut for de grønlandske håndboldherrer. Hun sørger for, at spillerne er i fysisk topform, når de går på banen foran et fyldt Inussivik, der forventer sejre i hver kamp.

- Fysisk har det fungeret rigtig godt, at der de sidste to år har været en plan, hvor vi har testet spillerne fysisk. Og vi har ligesom lagt et konkurrence-element ind i det, det med at blive stærkere, og det er der jo mange drenge der godt kan lide, så det har virket rigtig godt.

LÆS OGSÅ Ny sejr til Grønland ved Pan Am

Fortæller hun og uddyber:

- Det er blevet lidt af en kulturændring, at man kommer ned og få trænet fysisk ved siden af håndbolden. Og det har givet et kæmpe løft, siger Berit Duus, der har set sit holde vinde de første tre kampe ved slutrunden.

Hun forklarer, at håndbolden er blevet mere fysisk krævende i den tid, hun har været med omkring landsholdet.

- Det kan ses på de andre hold også, at det er nogle store nogen, vi spiller imod, så vi er nødt til at have noget at holde igennem med, siger hun.

LÆS OGSÅ Truppens gode sammenhold sikrede os sejren

Det helt store mål ved Pan Am for de grønlandske spillere er at slutte på mindst en tredjeplads og sikre sig en plads ved VM i Danmark og Tyskland næste år.

Det vil være første gang, at Grønland deltager i en VM-slutrunde siden 2007, hvor landsholdet bestod af spillere som Angutimmarik Kreutzmann og brødrene Rasmus og Jakob Larsen.  

Dengang var Berit Duus med til at sikre holdet en 22. plads.