Behandlingssted til fangst åbner i Ittoqqortoormiit

Stedet hedder Tsakker og skal bearbejde og forædle skind, inden det sendes til Qaqortoq.
Sådan så det ud til åbningen af det nye behandlingssted for skind i Ittoqqortoormiit tirsdag. Foto © : Kommuneqarfik Sermersooq
Skrevet af Markus Valentin
04. marts 2026 13:57

I december sidste år indgik alle partierne i Kommuneqarfik Sermersooq et budgetforlig. Det skulle sikre udvikling i Østgrønland.

En undersøgelse blev planlagt for at se på bedre forhold for fangererhvervet.

Det skulle blandt andet ske gennem lokale forædningsmuligheder 'så Ittoqqortoormiit får bedre forudsætninger for at udnytte sit betydelige, men i dag underudnyttede, erhvervspotentiale', stod der skrevet i budgetforliget.

I et interview med KNR om Østgrønland fortalte borgmester Avaaraq Olsen (IA):

- Vi skal i gang snarest muligt.

Nu har Kommuneqarfik Sermersooq offentliggjort en pressemeddelelse med nyt fra Ittoqqortoormiit.

Nye tiltag i Ittoqqortoormiit

Ud over at skabe udvikling til fangererhvervet, så indeholder den nye budgetaftale for Kommuneqarfik Sermersooq en række andre initiativer, som skal komme byen til gode.

  • Et erhvervsforum, som skal styrke samarbejdet med virksomheder. Lignende oprettes både i Nuuk, Paamiut, Tasiilaq og i de mindre bosteder.
  • Forundersøgelse igangsættes af en fritidsklub. Dertil er der sat penge af til, at Holms Hus bliver til Bogens Hus.
  • Via penge fra en ældrepulje, skal der oprettes et ældrekollektiv i Ittoqqortoormiit. Puljen giver også penge til et alderdomshjem i Tasiilaq og et demensplejehjem i Nuuk.

Nyt behandlingssted

Et nyt behandlingssted for bearbejdning og forædling af skind åbnede tirsdag.

Navnet på behandlingsstedet er Tsakker.

I pressemeddelelsen sætter bychefen for Ittoqqortoormiit, Charlotte Pike, ord på behandlingsstedets betydning.

- Med Tsakker investerer vi i fremtiden for fangsterhvervet med løbende at kunne udvikle bygningens formål. Projektet understøtter både tradition, erhverv og lokal udvikling i smuk forening, skriver bychefen.

Kommuneqarfik Sermersooq oplyser, at Great Greenland har lavet en aftale med en lokal skindmodtager, som skal sende skind videre til Qaqortoq.