Børnetalsmand hos MIO, Aviâja Egede Lynge, ærgrer sig over, at børn og unge ikke fra starten ikke har været med i arbejdet med en ny forebyggelsesstrategi mod selvmord. Foto: KNR

Børnetalsmand: Hellere en forsinket strategi mod selvmord end en plan til skuffen

Selvstyrets strategi for selvmordsforebyggelse er udskudt igen-igen. Børnetalsmanden ærgrer sig, men står fast på, at børn og unges anbefalinger skal med - også selv om det betyder endnu en udsættelse.

Rettelse: I en tidligere version stod, at strategien for forebyggelse af selvmord udløb med udgangen af 2019. Strategien er dog fortsat under folkesundhedsprogrammet Inuuneritta III. Siden har Inatsisartut dog besluttet at få udarbejdet en ny, særskilt strategi for forebyggelse af selvmord. Det er nu rettet i versionen herunder.

Hellere end udskudt strategi for forebyggelse af selvmord, hvor børn og unges anbefalinger er med, end en tam strategi til tiden, der ender i skuffen.

Sådan siger børnetalsmanden hos MIO, Aviâja Egede Lynge, om selvstyrets strategi mod selvmord, der er stærkt forsinket. 

Den tidligere strategi udløb på papiret i 2019. Siden har indsatsen mod selvmord kørt videre under folkesundhedsprogrammet Inuuneritta III. Men i efteråret 2020 besluttede Inatsisartut at lave en ny målrettet strategi for forebyggelse af selvmord.

Den strategi forventede naalakkersuisoq for familie og sundhed, Mimi Karlsen (IA), at have klar i foråret i år, hvor alt fra sportsklubber, uddannelsesinstitutioner, døgninstitutioner, sundhedssektoren og politiet skulle være omfattet i arbejdet. 

Har du brug for hjælp? 

 

Hvis du har tanker om selvmord eller føler dig alene, kan du kontakte Tusaannga på tlf. 801180 eller sms 1899. 

 

Samtalen er gratis og anonym.

 

Du kan læse mere om Tusaannga her. 

 

LÆS OGSÅ Naalakkersuisoq: Ny strategi for selvmordsforebyggelse på vej

Men strategien blev ikke lanceret i foråret. I stedet skulle den være klar her til efteråret. 

Men nu bliver den udsat igen til foråret næste år, da børnerettighedsinstitutionen MIO også skal være med.

- Jeg mener selv, at den strategi har været alt, alt for længe undervejs, siger børnetalsmand, Aviâja Egede Lynge.

Antal selvmord og selvmordsforsøg i 2021

I 2021 begik 49 personer i Grønland selvmord. Året før var tallet 41 personer. Tallet har været let stigende de seneste fem år.

Derudover blev der sidste år anmeldt 90 selvmordsforsøg. Det er omvendt en nedgang sammenlignet med de seneste fem år.

Til gengæld var antallet af selvmordstrusler i 2021 på 1309. Det er en markant stigning siden 2017, hvor antallet af selvmordstrusler lå på 832.

Tallenene dækker over episoder, som er anmeldt til politiet. Det forventes, at de reelle tal er højere.

Kilde: Grønlands Politis årsstatistik 2021

- Men vi har advokeret for i flere år, at man i en strategi inddrager dem, det handler om: nemlig de unge, som selv oplever selvmord og har selvmordstanker. At de får lov til at komme til orde og fortælle om, hvad det er for nogle behov, de har, siger hun.

MIO: For mange strategier fra et skrivebord

Hvorfor MIO ikke har været omfattet i arbejdet med strategien mod selvmord fra begyndelsen, tør Aviâja Egede Lynge ikke svare på.

Men hun mener, at for mange strategier på socialområdet gennem tiden er lavet fra et skrivebord i selvstyret, uden man har inkluderet de mennesker, som strategierne har skullet hjælpe.

Og det har ført til mange forfejlede forsøg - også når det gælder om at forhindre selvmord, siger børnetalsmanden. 

LÆS OGSÅ Børnetalsmand: Naalakkersuisut har ikke lyttet til unge med selvmord tæt inde på livet

- Jeg vil være rigtig, rigtig ked af, at vi igen stod med en strategi, som er et skrivebordsarbejde, hvor man ikke har fået input fra dem, det handler om, siger hun.

Derfor blev hun og naalakkersuisoq for sundhed, Mimi Karlsen (IA), i august enige om at udsætte strategien endnu en gang.

- Jeg vil hellere have en god strategi, der virker, frem for at vi laver en strategi bare for at lave en strategi, siger Aviâja Egede Lynge.

Men risikerer vi ikke, at endnu flere tager deres eget liv, mens vi venter på en meget forsinket strategi? 

- Det sker allerede. Og det har det gjort i rigtig mange år. Og vi har ikke formået i Grønland at stoppe det. Derfor er mit svar, at vi nødt til at lave en rigtig, rigtig god strategi, der virker, for at vi kan begynde at mindske antallet af selvmord, siger Aviâja Egede Lynge.

26. september udkommer MIO med en rapport og en video fra projektet "Qamani", hvor en stribe unge fortæller om deres tanker og anbefalinger til forebyggelse af selvmord.

Håbet er, at politikere og embedsmænd vil tage input herfra med i arbejdet med selvmordsforebyggelse.



Giv os et tip

Send en SMS til 1717

Skriv Unnia og derefter dit tip og send sms'en til 1717.
(du kan også skrive Tip i stedet for Unnia)

Giv os dit tip på knr.gl/1717

Eller send en email 1717@knr.gl