Børnetalsmanden sætter fokus på nøgenhed på nettet

Har du været nøgen? Sådan spørger børnetalsmand Aviaja Egede Lynge i en pressemeddelelse og sætter nu fokus på nøgenhed på internettet.
Foto © : Thomas Malbaux/Flickr Creative Commons
05. april 2016 07:11

Hun opfordrer til, at alle tænker sig om en ekstra gang, før man deler billeder af børn og unge.

Det er nemlig ulovligt at udbrede seksuelle billeder eller film af personer, der er under 18 år.

- Men mange børn og unge har af forskellige årsager ikke givet samtykke til, at billeder af dem deles på internettet, og når billedet først er derude, kan det ofte ikke fjernes igen, skriver Aviâja Egede Lynge videre.

Børnetalsmanden mener samtidig, at alle mennesker skal have lov at dele, hvad de vil på de sociale medier.

- Men jeg finder det bekymrende, når voksne deler billeder af deres børn uden tøj på, i helt uskyldige situationer som bad eller ved sengetid. Ikke fordi jeg finder det grænseoverskridende, men fordi der findes mennesker, som misbruger billeder som disse, skriver Aviâja Egede Lynge blandt andet.