Børnetalsmanden modtager stor donation: Det er bevægende

Et erhvervsnetværk har doneret over 200.000 kroner til Børnerettighedsinstitutionen MIO.
jeg er særlig glad for, at de bemærker vores arbejde med at nedbryde tabuer, udtaler Børnetalsmand Aviâja Egede Lynge. Foto © : MIO
12. januar 2021 14:25

Børnerettighedsinstitutionen MIO har fået en fin start på det nye år.

I en pressemeddelelse oplyser Børnetalsmanden, at erhvervsnetværket 'Round Table 112 Nuuk og Danmark' har doneret 218.000 kroner til institutionen.

Beløbet er indsamlet af medlemmerne af erhvervsnetværket, og børnetalsmand Aviâja Egede Lynge er rørt over donationen.

- Det er så flot og bevægende, at Round Table støtter vores arbejde og har indsamlet dette imponerende beløb. Og jeg er særlig glad for, at de bemærker vores arbejde med at nedbryde tabuer, udtaler Aviâja Egede Lynge.

Begrundelsen for donationen lyder, at:

- MIO’s arbejde med at nedbryde tabuer og øge bevidstheden om FN’s Konvention om Børns Rettigheder er et vigtigt skridt på vejen til at forbedre trivslen samt børns og unges situation.

LÆS OGSÅ MIO om anbefalinger til udsatte: En positiv brik i et stort puslespil

Formand for Round Table 112 Nuuk, Milan Lund Vraa, der til dagligt er indkøbschef ved Tele Greenland, er glad for at støtte op om Børnerettighedsinstitutionen.

- Børn og unges trivsel i Grønland er massivt udfordret. Det er med stolthed, at Round Table 112 Nuuk og Round Table Danmark har indsamlet et beløb, så vi kan være med til at støtte op om MIO’s gode arbejde for at sikre børn og unges rettigheder i Grønland.