Børnetalsmanden besøger Kommune Qeqertalik

Børnetalsmanden fortsætter sit arbejde med at besøge byer og bygder rundt om i Grønland for at vurdere, hvordan det står til med at overholde børnenes rettigheder.
Børnetalsmand Aviâja Egede Lynge tager til Qeqertalik og vil besøge syv byer og bygder i kommunen. Foto © : KNR
Skrevet af Thomas Munk Veirum
15. oktober 2019 09:33

Nu er turen kommet til Kommune Qeqertalik, hvor børnetalsmand Aviâja Egede Lynge vil besøge syv byer og bygder i kommunen.

- Under rejsen vil børn og voksne have mulighed for at mødes med MIO til samtaler, hvor man kan være anonym, hvis man ønsker det. Derudover afholder MIO rettigheds-aktiviteter med skoleelever, skriver børnetalsmanden i en pressemeddelelse.

Besøget finder sted fra 19. oktober til 6. november.

Børnetalsmanden har tidligere udgivet en række særdeles kritiske rapporter om børns vilkår her i landet. Rapporterne er netop blevet udarbejdet på baggrund af rejser rundt om i landet, hvor talsmanden har talt med børn og unge om deres vilkår.

Én af børnetalsmandens og MIO’s lovbundne opgaver er at vurdere, om Grønland efterlever FN’s konvention om barnets rettigheder.

Hvor børnetalsmanden og MIO kan mødes vil blive meddelt i KNR, og der vil også blive hængt plakater op.