Børnerådet: Børn på nettet er forældres ansvar

Det er forældrene, der har ansvaret for børn og unges færdsel på internettet. De skal lære børn og unge, hvad der er ulovligt på internettet. Det siger et medlem af Børnerådet efter en stor sag om deling af børneporno.
Foto © : KNR
17. januar 2018 15:38

Rigspolitiet har mandag sigtet 1005 unge heriblandt en ung grønlandsk mand for deling af børneporno.

I den forbindelse udtalte medlem af Børnerådet, William Kriegel i Qanorooq, at forældrene skal være opmærksomme på deres børns brug af nettet.

LÆS OGSÅ Ung mand sigtet i stor børnepornosag

- Det er vigtigt at sige, at når børn bruger internettet, så ligger ansvaret hos forældrene eller de voksne, der arbejder med børnene, siger han.

Derfor er det op til forældrene at gøre børn og unge opmærksomme, hvordan man opfører sig i cyberspace.

- Børn og unge bruger meget tid på internettet og derfor skal børn og forældre drøfte internettet åbent og tillidsfuldt. For eksempel hvor og hvad grænserne er og hvad er lovligt, siger William Kriegel.

LÆS OGSÅ Politiet sigter flere end 1000 unge i børnepornosag

Han slår desuden fast, at hvis man som forældre ikke har så meget kendskab til internettet, så kan man for eksempel henvende sig til andre voksne med mere forstand på internettet, der kan tage en snak med børnene.