Børn og unge kender ikke deres rettigheder

På fem år er antallet af børn, der kender deres rettigheder, mere end halveret. Det er et problem, lyder det fra Børnerådet Nakuusa.
- Det viser, at vi har et stort arbejde foran os med at skulle udbrede kendskabet til børnenes rettigheder, siger Mia Skifte Lynge, projektleder i Nakuusa. Foto © : KNR // Anton Gundersen Lihn
21. oktober 2020 05:09

Det går den forkerte vej i forhold til at oplyse børn og unge om deres menneskerettigheder.

I en ny beretning fra Institut for Menneskerettigheder står, at blot 16 procent af skolebørn fra 6. til 10. klasse kender til de rettigheder, som er vedtaget i FN's Børnekonvention.

I 2014 kendte 38 procent af børnene i samme klassetrin til rettighederne, og det en bekymrende udvikling, lyder det fra Børnerådet Nakuusa.

- Det viser, at vi har et stort arbejde foran os med at skulle udbrede kendskabet til børnenes rettigheder, siger Mia Skifte Lynge, projektleder i Nakuusa.

LÆS OGSÅ Ny rettighedsskole i Sisimiut: Børnene skal kende deres rettigheder

På Atuarfik Hans Lynge i Nuuk arbejder Najaaraq Møller som lærer, men inden hun blev lærer på skolen, arbejdede hun i Nakuusa.

Her holdt hun blandt andet kurser, hvor hun underviste lærere i, hvordan de kunne blive bedre til at forklare børnene om deres rettigheder.

På kurserne kom ofte enkelte lærere fra skoler i hele landet, men når lærerne vendte tilbage til deres skoler efter kurserne, fik lærerne ifølge Najaaraq Møller ikke givet erfaringerne videre til deres kollegaer.

- Da jeg arbejdede i Nakuusa, plejede jeg at undervise lærene om rettigheder. I dag kan jeg mærke at børnerettighederne ikke bliver brugt til daglig. Det viser, at en enkelt lærer fra en skole har svært ved at give erfaringerne videre til sine kollegaer, siger Najaaraq Møller.

Tænk rettigheder ind i skoleskemaet

Hun mener, det er vigtigt, at lærere skal vide mere om børnerettigheder, da det er dem, der skal give det videre til både børn og forældre.

Najaaraq Møller anbefaler, at man som lærer både skal fortælle mere om disse rettigheder til forældremøder og også tænke det ind i skoleskemaet.

- At arbejde som lærer til dagligt fylder meget. Der er flere fag på skolen, så jeg bruger tid på at undervise om børnerettigheder, når vi har faget 'personlig udvikling', og hvis nogle bliver drillet i skolen, så kommer jeg ind i klassen og snakker om rettigheder, siger Najaaraq Møller.

I Nakuusa fortæller projektleder Mia Skifte Lynge, at en mere generel løsning kan være at lave oplysningskampagner, hvor man fortæller børnene om deres rettigheder.

Børnetalsmanden MIO har lavet en kort udgave af FN's Børnekonvention, som du kan læse her.