Både på en fodboldbane

Antallet af deltagere ved erhvervsmessen i Ilulissat er fordoblet i forhold til sidste år, men det er stadig ikke godt nok, mener arrangørerne.
Skrevet af Noah Mølgaard
27. maj 2011 09:27

Sportklubben I-69 er for andet år arrangør af erhvervsmessen i Ilulissat, hvor arrangementerne bliver afholdt på fodboldbanen og i kulturhuset Sermermiut. 93 virksomheder er blevet spurgt om de er interesseret i at deltage. Kun elleve har valgt at deltage i messe, der bliver afholdt lørdag den 28. og søndag den 29. maj.

- Det er selvfølgelig skuffende at antallet af deltagende virksomheder er så lavt, når alle råber om at få ordrer, siger Malik Eriksen fra arrangørerne til KNR.

- Men det er dog positivt at antallet af deltagere er steget fra seks virksomheder sidste år til ellev i år. Så målet må være at der kommer 20 deltagere næste år, siger han.

Der bliver rejst store telte på fodbolbanen, hvor nogle kan have deres stande. Og sidste år blev der vist både på fodboldbanen. Der bliver også mulighed for at have en stand i Sermermiut.

- Der vil også være forskellige aktiviteter. Der vil blandt andet være trampolin til børn og tombola for de spillelystne, siger Malik Eriksen.

Han fortæller også at virksomhederne stadig kan nå at tilmelde sig til erhvervsmessen.