Avisen Charlie Hebdo udkommer igen
Selv om 10 ansatte på det franske satiremagasin Charlie Hebdo blev dræbt onsdag, udkommer ugebladet i næste uge.
Det bekræfter en ansat, der overlevede gårsdagens angreb, til nyhedsbureauet AFP.
Læs også Terror-angreb i Frankrig
Normalt har Charlie Hebdo et ugentlig oplag på 60.000, men i næste uge vil bladet efter planen udkomme i en million eksemplarer.
Aviskiosker har meldt, at de vil give Charlie Hebdo en fremtrædende placering, samt at de vil opfordre deres kunder til at købe den.
De overlevende samt tidligere medarbejdere på magasinet vil mødes til redaktionsmøde senere i dag med henblik på at udgive magasinet i næste uge.
Læs også Sorgens dag i Frankrig
- Det er meget hårdt, vi lider alle af sorg og frygt, men vi vil gøre det alligevel, fordi stupiditet ikke må vinde, siger en af bladets journalister, Patrick Pelloux.
- Vi fortsætter med at kæmpe med vores våben, som er blyanter, viskelæder og blokke. Hvis de kan stoppe bladet fra at udkomme, kan man lige så godt stoppe demokratiet, siger han.
Også her i Grønland mindes de omkomne fra gårsdagens terrorangreb.
Kommuneqarfik Sermersooq flager på halv, både med det franske og det grønlandske flag resten af dagen, fortæller Borgmester Asii Chemnitz Narup, der på vegne af Kommuneqarfik Sermersooqs borgere, sender sin dybe medfølelse med det franske folk.
- Kommuneqarfik Sermersooq støtter demokratiet og ytringsfriheden, og det er vores håb at vi i fællesskab må værne om disse, skriver Asii Chemnitz Narup og tilføjer:
- vi sender en særlig tanke til vore franske borgere i Kommuneqarfik Sermersooq.