Avis: Qaasuitsoq bliver delt 1. januar 2018

Qaasuitsup Kommunia skal muligvis deles per 1. januar 2018, det skriver Sermitsiaq.
Skrevet af Thomas Munk Veirum
12. september 2016 06:14

Ifølge avisen har Naalakkersuisut sendt et lovforslag om en deling af nordkommunen i høring hos blandt andre de nuværende fire kommuner.

Forslaget tager ifølge avisen udgangspunkt i en kommune bestående af Kangaatsiaq, Aasiaat, Qeqertarsuaq og Qasigiannguit og en kommune med Ilulissat, Uummannaq, Upernavik og Qaanaq.

Det forslag flugter med det ønske om en kommunedeling som kommunalbestyrelsen i Qaasuitsup har afleveret til Naalakkersuisut sidst i juni i år.

En rapport fra revisions- og konsulent virksomheden BDO har tidligere slået fast, at det bliver dyrt at dele kommunen. Ifølge Sermitsiaq foreslår Naalakkersuisut i lovforslaget, der er i høring, at Qaasuitsup Kommunia selv må afholde udgifterne til delingen af kommunen.