Avannaata Qimussersua får stor sponsor

Air Greenland og Kalaallit Nunaanni Qimussertartut kattuffiat indgår sponsoraftale. Slædekørere fra Østgrønland og Qaanaaq området får nu mulighed for at deltage i Avannaata Qimussersua.
Skrevet af Noah Mølgaard
23. januar 2013 12:36

25 års jubilaren Avannaata Qimussersua har fået en god aftale i hus. Det skete i Ilulissat i dag, hvor sponsoraftalen med Air Greenland blev underskrevet.

Air Greenlands fastvingede fly kan få en stor betydning for antallet af deltagere til Avannaata Qimussersua, som bliver afviklet i Ilulissat den 23. marts. Deltagerne kører på isen under deres slæderejse til værtsbyen. Men isen har været meget usikker mange steder i de senere år.-

- Vi kan for eksempel tage Uummannaq fjorden som et eksempel. Fjorden er nu isfri, siger formanden for slædekørernes sammenslutning KNQK Mikkel Jeremiassen til KNR.gl.

Sponsoraftalen sikrer rabat for flytransporten. Dermed har deltagere fra Qaanaaq og Østgrønland også mulighed for at deltage i det store løb. Qaanaaq havde enkelte deltagere, da løbet blev afviklet i Upernavik for en del år siden. Men det var fangere, der var på fangst syd for Melville Bugten, der deltog.

Østgrønland har også sendt deltagere en enkelt gang, men har nu mulighed for at bruge rabatordningen til transporten.

- Vi regner med at sponsoraftalen har en værdi på 400.000 kroner, hvis vi bruger den fuldt ud, siger Mikkel Jeremiassen.

Air Greenland har tidligere givet sponsorater til transporten af deltagere, men ikke i det omfang, som nu er lavet aftale om.

- Air Greenland har støttet slædekonkurrencer gennem årene. Det er en meget vigtig konkurrence med dybe rødder i kulturen, som vi er glade for at støtte, siger key account manager Peter Frederik Lyberth, som underskrev aftalen på Air Greenlands vegne.

Air Greenland giver også vandrepokaler til vinderne af herrernes og børnenes løb.