Australien: To mænd får 38 års fængsel for juleterrorplaner

To mænd skal 38 år bag tremmer for at have planlagt at halshugge mennesker i Melbourne i julen 2016.
Ifølge anklagemyndigheden havde de to mænd planlagt at halshugge folk og udløse bomber på Federation Square i det centrale Melbourne. Foto © : Donaldytong [CC BY-SA 3.0 (https://creativecommons.org/licenses/by-sa/3.0)]
Skrevet af Ritzau
29. november 2019 11:25

To mænd er hver blevet idømt 38 års fængsel for at have planlagt et terrorangreb i Melbourne juledag 2016. De første 28 år er uden mulighed for prøveløsladelse.

Det har højesteret i den australske storby afgjort fredag, skriver nyhedsbureauet dpa.

Ifølge anklagemyndigheden havde de to mænd planlagt at halshugge folk og udløse bomber på Federation Square i det centrale Melbourne.

Dommer: Dumt og ondt

En tredje mand knyttet til angrebet idømmes 22 års fængsel.

Lokale medier skriver, at det under den lange retssag blandt andet er kommet frem, at mændene havde købt macheter og materialer til at fremstille bomber, ligesom at de havde forsøgt at købe skydevåben.

Ifølge dommeren har de tre mænd omfavnet Islamisk Stats ideologi.

- Dumheden i den overbevisning kan kun sidestilles med dens ondskab, siger han ifølge ABC.

/ritzau/