Atter luft under vingerne

Alt flyvende materiel har været i luften i dag for at få ryddet op efter den 6 dage lange pilotkonflikt.
15. januar 2011 15:12

Konflikten har betydet, at blandt andet 700 atlant-passagerer har siddet fast i enten Grønland eller Danmark. Ligesom omkring 900 passagerer ikke har kunnet komme videre internt i Grønland.

Efter at parterne i konflikten i går nåede til enighed om en fornyelse af overenskomsten, er der sat fuld fart på flyvningerne igen.

Som en talsmand for Air Greenland udtrykker det, så er parterne enige om, at det sædvanlige samarbejde skal genoprettes hurtigst muligt. Og det betyder som en pilot udtrykte det i dag, at nu "flyver vi røven ud af bukserne", så de ventende passagerer hurtigst muligt kan nå frem til deres destinationer.

Og det er blevet efterlevet i dag med flyvninger over stort set hele landet, ligesom der i morgen er tilrettelagt et omfattende flyprogram i forbindelse med, at Airbussen Norsaq efter planen ankommer fuldt lastet med gods og passagerer klokken 9.30 til Kangerlussuaq og returnerer til København med alt udsolgt klokken 13.00.

Der er samtidig sat et indenrigsprogram op, der matcher genoptagelsen af atlantflyvningen.

Air Greenland har fortsat suspenderet det normale salg af billetter, indtil alle ventende passagerer er ombooket, men det ventes at ske i løbet af weekenden.

Med hensyn til forhandlingsresultatet, så har parterne givet hinanden hold-kæft-bolcher, så ingen taler over sig.

Resultatet er nu sendt til godkendelse i baglandet hos de involverede parter. Resultatet af godkendelsesprocessen skal fra begge parters side meddeles den 21. januar.

Forkastes resultatet kan en ny konflikt træde i kraft den 26. januar.