Askesky forlænger Fredericia ophold

32 skolebørn fra Ilulissat er foreløbig strandet i Fredericia efter knapt to måneder langt skoleophold i Fredericia.
Skrevet af Noah Mølgaard
23. maj 2011 09:02

Der blev ringet rundt til plejeforældre i Frederia søndag aften, efter at Air Greenland havde aflyst mandagens flyvning mellem København og Kangerlussuaq.

32 skolebørn fra Ilulissat skulle være kommet hjem mandag efter at have været i Fredericia siden slutningen af marts. Men de blev ringet op søndag aften om den udsatte hjemrejse.

- Nogle havde selvfølgelig haft hjemvé og var skuffet over beskeden. Men der var også nogle børn, der havde det så sjovt at de havde taget beskeden med et stort smil, fortæller koordinator for skolebørnenes Fredericia ophold, Inger Degn til KNR.

Traditionen med at sende skolebørn til Fredericia har været afholdt siden tredserne, hvor opholdet den dag i dag bliver brugt til at forbedre børnenes kundskaber i dansk. Ilulissat og Fredericia er venskabsbyer og har på den måde udviklet samarbejdet på skoleområdet.

Der vil være nærmere besked om børnenes hjemrejse klokken 17 i eftermiddag.