AWG2016 Arktisk Kommando giver AWG en flyvende start

Lige op til den store åbningsceremoni ved Arctic Winter Games bliver der travlt i luftrummet over Kangerlussuaq og Nuuk. Ud over omkring 1.250 deltagere skal der også transporteres en masse udstyr til hovedstaden, og her hjælper Arktisk Kommando.
Foto © : Flyvevåbnets Fototjeneste
Skrevet af Camilla Dam
01. marts 2016 13:28

Om vejret vil, skal de mange gæstende deltagere transporteres til Nuuk via 34 returflyvninger i løbet af 21 timer på lørdag, mens et militært transportfly står for atleternes udstyr.

Søndag morgen lander et C-130 Hercules i Nuuk med deltagernes ski, snesko og snowboards, og fem dage senere flyves det tunge udstyr retur til Kangerlussuaq.

Læs også Officielt: Kronprinsen med til åbningen af AWG2016

Feltrationer i Kangerlussuaq

Arktisk Kommando bidrager i det hele taget i den logistiske afvikling af Arctic Winter Games. Og i tilfælde af, at vejret står i vejen for transporten til Nuuk, har de sørget for 250 feltsenge, tæpper og over 1.000 feltrationer står til rådighed i Kangerlussuaq.

De har været en væsentlig del af planlægningen af hele AWG, hvor Arktisk Kommandos medarbejdere har delt ud af deres viden inden for planlægning, logistik, sikkerhed og udarbejdelse af beredskabsplaner i de seneste to år. Det fortæller direktøren for AWG2016 i en pressemeddelelse.

- Det er dejligt at se, hvordan Arktisk Kommando er involveret i AWG2016 og deres gode kompetencer bliver brugt i et folkeligt arrangement som AWG2016.

Læs også Sportsstævner bliver gratis for alle

- De vil sammen med ansatte i beredskabsafdelingen i Selvstyret, Hjemmeværnet og frivillige lede AWG2016 operationscenter, som overvåger hele arrangementet, siger direktør Maliina Abelsen, mens hun krydser fingre for, at vejret tillader de mange flyvninger op til åbningen.

Næsten halvdelen af Arktisk Kommandos godt 45 medarbejdere i Nuuk og Kangerlussuaq har meldt sig som frivillige i forbindelse med afviklingen af legene.

Arctic Winter Games begynder på søndag med en stor åbningsceremoni, som kan følges direkte på KNR tv og radio fra klokken 12.

DMI holder løbende øje med AWG-vejret her, men sådan ser vejrudsigten ud for den første weekend:

Vejudsigten fra den 2.-9. marts
Vejudsigten fra den 2.-9. marts Foto © : DMI