Arktis-udeblivelse koster dyrt for Lene E.

Den danske politikers troværdighed er styrtdykket, efter hun meldte afbud til mødet om Arktis.
Skrevet af Rune Langhoff
23. maj 2010 15:51

Lene Espersens udeblivelse fra det arktiske møde kan ikke bare aflæses i De Konservatives elendige meningsmålinger.

Også for Lene Espersen personligt har ferien sydpå haft store konsekvenser. Det skriver Berlingske Tidende.

I en ny måling af Danmarks politikeres troværdighed er hun nemlig styrtdykket.

I dag vurderer danskerne hende således til at være den næstmindst troværdige politiker. Kun overgået - eller rettere undergået - af Dansk Folkepartis Pia Kjærsgaard.

Den samme måling blev gennemført i 2007 og her var Lene Espersen omvendt en af de politikere, der blev vurderet til at være allermest troværdig.

Målingen er gennemført af Københavns Universitet og måler troværdighed ud fra en stribe parametre som for eksempel saglighed, intelligens, evnen til at indrømme fejl og evnen til at se en sag fra flere sider.

Mest troværdig er Bertel Haarder skarpt efterfulgt af de Radikales Margrethe Vestager.