Arctic Umiaq Line får millioner i underskudsgaranti

Naalakkersuisut har fået grønt lys til at kaste en redningskrans til det kriseramte Arctic Umiaq Line i form af en underskudsgaranti. Manøvren har dermed sikret Arctic Umiaq Lines sejlads for de næste 4 år.
Skrevet af Louise M. Kleemann
15. juni 2011 16:02

Dermed har naalakkersuisut foreløbigt valgt at overhøre Transportkommissionens indstilling om, at der bliver sat en stopper for tilskud til den kystlange passagersejlads. 

År  2012 2013 2014 2015  2016
Mio. kr. 7,3 10,5 16,3 12,2 13,4 


Det er dog andre hensyn end rent driftsøkonomiske hensyn, der er indgået i den politiske afvejning af sagen. Der findes nemlig ikke på nuværende tidspunkt et reelt alternativ til Arctic Umiaq Lines kystlange besejling. Udmeldingen kommer fra finansudvalget, som har haft det afgørende ord i sagen.

En anden grund til, at Arctic Umiaq Line får lov til at sejle derudad er, at sejladsen giver mulighed for at sikre reelle alternativer for at nå de bosteder, hvor Air Greenland i dag ikke har mulighed for at tilbyde passagertransport, såsom f.eks. Arsuk og Kangaamiut. Lyder det i finansudvalgets begrundelse.

Transportkommissionens betænkning bliver drøftet i Inatsisartut til efteråret hvorefter det er hensigten, at betænkningen udgør grundlaget for en samlet langsigtet plan for trafikudvikling i Grønland.