Arctic Circle Race begyndte med dobbeltstart

Arctic Circle Race er fredag formiddag kommet igang med god stemning og efter planen. Men for fire løbere var starten lidt usædvanlig. De nåede nemlig ikke frem til den almindelige start klokken 10 på grund af forsinkelser.
ARKIV Foto © : ACR/Aalut Lennert
23. marts 2018 15:25

- Der var rigtig god stemning. Og vejret var med os i dag. Dejligt solskinsvejr og lidt køligt, nok omkring -20 grader. Der var vel nok omkring 4000 tilskuere, hvis ikke flere, til stede ved arenaen, fortæller formanden for ACR, Jens Klaus Lennert til KNR fredag middag.

Men af de 106 startende til årets løb, var fire personer ikke ankommet til Sisimiut her til morgen, og de var derfor ikke klar til starten.

LÆS OGSÅ OL-deltagere kaster glans over ACR

Formand for ACR, Jens Klaus Lennert fortalte omkring middag, at løbsledelsen fredag formiddag fandt en løsning.

- Vi vidste at flyet ville ankomme om formiddagen, så vi holdt møde med sikkerhedsudvalget og juryen og besluttede at de sidste deltagere kunne få lov at starte allersenest 11.30, siger han.

LÆS OGSÅ Årets ACR udfordres af GM og skiløb i Europa

Flyet med de manglende deltagere ankom 10.45 til Sisimiut og de tre af de fire deltagere startede klokken 11.30, forklarer formanden.

Dermed er ACR nu for alvor igang og slutter på søndag.