Arctic Circle Race 2015 i topform

Arrangørerne bag Arctic Circle Race melder sig nu i topform til årets løb, der afvikles for 19. år i træk - i dagene fra den 20. - 22. marts. Eller ca. 14 dage tidligere end de øvrige år for at sikre, at der er sne på løjperne.
Foto © : Steen Olsen
20. januar 2015 06:19

Fremrykningen betyder, at de udenlandske deltagere er i Sisimiut i dagene fra 17. til 24. marts, mens de grønlandske deltagere rejser til og fra ACR som det passer den enkelte bedst.
 
I år er der indtil videre tilmeldt skiløbere fra 14 nationer, heriblandt 11 fra England. Og som sædvanligt kommer der flest deltagere fra Grønland.
 
Samtidig har op mod 20 mediefolk meldt deres ankomst til Sisimiut for at rapportere fra Arctic Circle Race.
 
Magasinet Outdoor Training vil selv deltage i løbet, ligesom det schwiziske national-TV vil følge to mountainbike cykelryttere på såkaldte fatbikes, der deltager udenfor kategori.
 
Fra Canada og USA kommer folkene bag programmet ”Boundless” som handler om at deltage i ekstremsport. Udsendelserne vises til over 100 millioner hustande globalt.
 
Fra Grønland deltager Sisimiut TV og Sisimiut Tusaartat der bl.a. samarbejder med KNR, og Malou Media fra Nuuk, der følger en deltager i ACR. Desuden deltager greenland today med mere end 100.000 læsere i over 30 lande, og en rækkevidde på over 850.000 globalt via de sociale medier.
 
Under Arctic Circle Race 2015 afholdes også en mini filmfestival i samarbejde Danish Adventure Film. Det sker i samarbejde med kulturhuset Taseralik.